Den seneste tid har der været en række afgørelser mod semiformelle aftaler og processer i brancheforeningen. I et ”synspunkt”, der bl.a. har været bragt i avisen Licitationen, gør vicedirektør Bitten Thorgaard Sørensen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opmærksom på, brancheforeninger har en positiv funktion i samfundet – men at medlemmerne også skal holde tungen lige i munden. ””Er priserne ikke lidt lave for tiden? Vi tænker på at hæve vores priser med 15 procent. Hvordan ser det ud for jer andre?” Ulovlig informationsudveksling og aftaler mellem konkurrenter kan opstå i en pause under et kursus, hvor virksomhederne i branchen alligevel er samlet. Aftalerne kan laves i din brancheforening eller blot komme i stand over en kort telefonsamtale, som i udgangspunktet handlede om noget helt andet. Det kan også være brancheforeningen selv, der går for langt, når den udsender information til medlemmerne. I Danmark har virksomheder på godt og ondt en lang tradition for at tale sammen – blandt andet i brancheforeninger. I nogle brancher hører vi udtrykket ”konkollega” – man er både kollega og konkurrenter. Brancheforeninger spiller en vigtig rolle i samfundet. God information fra brancheforeningerne er med til at gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige og drive dansk erhvervsliv frem til gavn for hele samfundet. Men brancheforeningerne og virksomhederne skal huske konkurrenceloven. Ellers risikerer man at spænde ben for sig selv,” skriver Bitten Thorgaard Sørensen.
