Dansk konjunkturbarometer: Udviklingen for dansk industri begynder mere og mere at ligne udviklingen i efteråret 2008, hvor erhvervslivet faldt fuldstændig sammen, forstærket af faldende aktiemarkeder og finansielle sammenbrud. Meget tyder nu også på, at beskæftigelsen falder, viser de seneste AKU-data fra Danmarks Statistik. Det ellers forsigtige Danmarks Statistik skriver i seneste konjunkturindikator for industrien under overskriften ”Industriens konjunkturindikator rutscher nedad”, at ”den sammensatte konjunkturindikator for industrien er faldet fra minus 9 i september til minus 16 i oktober og er langt fra sidste års og forårets opadgående tendens. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving. Af indikatorens tre komponenter er produktionsforventningerne fortsat positive. Derimod udvikler ordrebeholdningen sig negativt, og færdigvarelagrene vurderes som for store.”
Den hjemlige serviceindustri viser fortsat en betydelig grad af robusthed, viser tal fra Danmarks Statistik. Den faktiske omsætning har ligget nogenlunde stabilt gennem det meste af året, men med et dyk i september. Den forventede omsætning fremad vurderes positiv, og dens sammensatte indikator for serviceerhvervene ligger nu tæt på årets højeste. DS oplyser, at der er mest positive forventninger hos rengøring o.a. operationel service. Der er også høje omsætningsforventninger i finans, forsikring og ejendom, til trods for negative forventninger til beskæftigelsen. Forventningerne til salgspriser og takster er i oktober på nettotallet minus 4 mod plus 2 i oktober sidste år. Der er negative forventninger i alle branchegrupper med undtagelse af rådgivning, forskning o.a. vidensservice, der ligger på nul, oplyses det.
Fremgangen inden for byggeri og anlæg det meste af 2013 blev dette forår afløst af fornyet tilbagegang. Seneste data fra DS indikerer den laveste sæsonkorrigerede ordrebeholdning i fem måneder. Den negative stemning ser nu også ud til at begynde at smitte af på beskæftigelsen i erhvervslivet. De usikre opgørelser i Danmarks Statistiks AKU (Arbejdskraftundersøgelser) viser et samlet fald i beskæftigelsen på 6.000 – fra 2.726 mio. i august til 2.720 mio. i september. Det er sandsynligt, at den negative udvikling er blevet forstærket i oktober, hvorfra der endnu ikke foreligger data. Tilbagegangen i beskæftigelsen kommer efter stærk fremgang i AKU-beskæftigelsen de foregående måneder, hvor juli viste + 15.000 og august + 21.000. Tallene er dog præget af stor usikkerhed, så man skal nok mest lægge vægt på udviklingsretningen i tallene.
Mens afsætningen fra en svag tysk økonomi begynder at sætte sig i tallene, er der fortsat en vis optimisme på hjemmebanen. De seneste data for dankortomsætningen indikerer en vækst i privatforbruget på 1-2 procent i oktober. Flere andre signaler i Økonomisk Ugebrevs Konjunkturbarometer bevæger sig i en moderat positiv retning. For første gang i længere tid er væksten i bankudlånet til erhvervslivet igen solidt positiv. Mediernes annonceomsætning har stabiliseret sig i tredje kvartal i forhold til tredje kvartal sidste år, som dog også var årets svageste kvartal. Endelig ser det ud til, at ledigheden af kontorkvadratmeter i hovedstaden er toppet, efter at tomgangen er faldet en lille smule i årets tredje kvartal.



