Der er træk i de lange renter fra to sider. Slutresultatet vil formentlig være uændrede lange renter. Det vurderer cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken. Ganske vist forventer Handelsbanken, at det er renter på et lidt højere niveau end lige nu. Det er fordi Handelsbanken ikke har justeret forventningerne ned i takt med det seneste fald, men mere ser det som udtryk for de svingninger omkring en uændret rente der er i markedet.
”Bag dette ligger der på den ene side en forventning om, at den amerikanske centralbank kommer med flere renteforhøjelser i løbet af i år, og det vil dels trække de amerikanske renter noget op og også trække opad i de europæiske renter,” siger Jes Asmussen. Men omvendt vil ECB trække nedad i de lange renter. ”Vi forventer at der på mødet til marts vil komme nye initiativer fra ECB, og herunder at de vil udvide deres opkøbsprogram. Det vil trække nedad i de lange europæiske renter,” siger Jes Asmussen.
Summen af de forskellige træk vil efter hans vurdering være, at de lange renter i både Tyskland og Danmark vil ligge fladt på et niveau omkring 0,60 procent
for de tyske tiårige statspapirer og 0,95 procent for de tilsvarende danske papirer. ”Men vi vil se volatile markeder, og i øjeblikket er niveauet svinget lidt lavere,” siger han. Herudover er olieprisen fortsat en joker. ”Vi har hørt ECB tale om risiko for andenrundeeffekter, hvor vi kan få en negativ afsmitning på lønninger og priser, og denne risiko er med til at lægge et nedadgående pres,” siger Jes Asmussen. Omkring rentespændet mellem Danmark og Tyskland vurderer han, at det ligger på et naturligt niveau med omkring 30 basispoint.
Teknisk analyse på statsrenter
Renten er nu nede på niveauet fra november, hvor renten nåede den seneste bund i 0,695 procent. Dermed nærmer renten sig også bunden i den faldende kanal, som p.t. har bund i 0,698 procent og loft i 0,971 procent. Selvom den overordnede retning stadig er nedadgående, vil det derfor være naturligt med en snarlig rentestigning, som over nogle uger kan sende renten op i underkanten af 1 procent igen.