Valuta: Den bevægelse, vi nu har set i en længere periode – nemlig en markant svækkelse af navnlig JPY, men også EUR – vil fortsætte. Det vurderer cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank. Hovedforklaringen er, at der er ganske enorm forskel på den rentepolitik centralbanken i USA kører, og så det, der sker i både Japan og Europa.
”Det seneste japanske initiativ med at lade seddelpressen køre endnu hurtigere overraskede markedet. Men vi forventer at der kommer mere fra den kant. Det betyder, at vi fortsat ser JPY blive svækket, men det vil navnlig være over for USD. I forhold til EUR og dermed DKK tror vi ikke, der sker så meget, for vi ser også ECB lempe, og dermed vil EUR også fortsat blive svækket over for USD,” siger Jacob Graven.
Han vurderer, at der i forløbet godt kan komme perioder med stilstand. Men i forholdet mellem EUR og USD ser han svækkelsen af EUR fortsætte lige så langt endnu, som den allerede har bevæget sig. Det betyder i dansk regning, at USD vil blive styrket til mellem 6,50-6,75 USD/DKK. I forhold til EUR svarer det til 1,10 EUR/USD. Det seneste halve år er USD styrket med omkring 13 procent i forhold til EUR, fra 1,40 til 1,24 EUR/USD og fra 5,30 til 6,00 USD/DKK, og Jacob Graven venter dermed en yderligere styrkelse omkring 13 procent. JPY har taget en endnu større bevægelse, hvor USD i løbet af det seneste år er styrket med 44 procent i forhold til JPY. Det er den langt stærkere amerikanske økonomi med udsigt til, at Fed forhøjer renten fra medio 2015, der fortsat driver bevægelsen. ”Vi har længe ventet den bevægelse vi nu ser, og der er ikke foreløbig nogen grund til at tro det stopper,” siger Jacob Graven.
EUR/USD fortsætter nedad
EUR/USD demonstrerede med stor tydelighed, at stigningen i de første tre uger af oktober kun var midlertidig. Faldet ned gennem bunden af den stigende kanal (markeret med rødt i figuren) blev testet en enkelt gang, men budskabet var klart: Dollarens styrke i forhold til euroen er stadig stigende. Næste modstand finder vi ved 1,210 EUR/USD.



