I den forløbne uge var det ikke råolieprisen, der var forklaringen på det markante dyk for norske kroner. Ifølge analytiker Kristoffer Kjær Lomholdt fra Danske Bank var forklaringen skuffende tal for detailsalget. ”Det betyder, at der i markedet nu er en større forventning om yderligere norske rentenedsættelser end før. Det har i høj grad været det norske privatforbrug man har sat sin lid til, og når det nu skuffer, så stiger frygten for at centralbanken vil reagere med lavere renter, og det svækker norske kroner,” siger Kristoffer Kjær Lomholdt.
Det er til trods for, at kerneinflationen nu er oppe på 3,1 procent. ”Den høje inflation bekymrer ikke, fordi det i høj grad er en effekt af valutasvækkelsen, og dermed af midlertidig karakter,” siger han. Han peger på, at effekten af både de relative renter og en svag likviditet allerede var indarbejdet i markedet, men altså ikke skuffelsen på privatforbruget. ”Hvis vi ikke ser olieprisen falde yderligere tilbage, så er vores forventning at privatforbruget ikke kollapser, og at vi tror der vil kom et skift i konjunkturerne et stykke ind i 2016, og at vi derfra vil se en styrket norsk krone,” siger han. På det lange sigt ser han en markant styrkelse af norske kroner. Men en vigtig faktor er de forventede oliepriser, og dermed de forventede investeringer i olieindustrien. ”Olieindustrien står for en fjerdedel af væksten, og et ud af ni norske jobs er i denne sektor,” siger han.
EUR/USD har brudt stigende tendens
EUR/USD har siden marts forsøgt at komme forbi modstanden ved 1,144 EUR/USD, men indtil videre uden held. Indtil denne uge var faldene efter de mislykkede gennembrudsforsøg standset på højere og højere niveauer, hvilket indikerede at der blev opbygget en styrke, som på et tidspunkt ville sende EUR/USD forbi 1,144. Faldet til 1,092 EUR/USD i torsdags kastede dog grus i maskineriet. EUR/USD fortsatte nedad til stort set samme niveau som i august, og dermed er tendensen med de stadigt højere bunde annulleret.