Fra Nordea:
- Aktiemarkeder i ny rekord
• Fladere rentekurve i USA
• Fokus i dag på amerikanske inflationstal
Sidste nyt fra de finansielle markeder
I første kvartal kunne amerikansk økonomi notere sig en anualiseret vækst i BNP på hele 6,4%. En væsentlig del af denne fremgang blev skabt på baggrund af en massiv finanspolitisk stimulans, der vil medvirke til at skabe et underskud på den offentlige saldo i år på op imod 10% af BNP. I går blev det så annonceret, at der skal åbnes yderligere for de offentlige kasser i USA. Således kunne præsident Joe Biden erklære, at der var opnået enighed om en ny infrastrukturplan for i alt $1.200 mia.
Selv om pakken fortsat skal forhandles endelig på plads og godkendes i Kongressen, så var nyheden i går medvirkende til at løfte risikoappetitten på de finansielle markeder. I USA betød det, at aktierne i S&P500 steg med 0,6%, så indekset kunne lukke torsdagen i et nyt rekordhøjt niveau. Hen over natten er den positive stemning fortsat i Asien, og formarkederne for de europæiske aktiebørser peger da også på en grøn åbning her til morgen på ugens sidste handelsdag.
Fladere amerikansk rentekurve. Trods udsigten til nye store offentlige udgifter i USA (og dermed behovet for salget af endnu flere statsobligationer) var der i går ikke de store bevægelser i de amerikanske statsrenter. Dermed ligger den 10-årige statsrente i USA fortsat lige omkring 1,50%. Til gengæld fortsatte de kortere amerikanske renter i går højere på udsigten til, at den amerikanske centralbank måske kommer til at forhøje renten tidligere end hidtil forventet. Det betyder, at den 2-årige statsrente i USA nu er oppe i 0,27%, hvilket er det højeste siden coronakrisen ramte i starten af sidste år.
I Europa er der ingen der tror på, at ECB kommer til at sætte renten op før tidligst ind i 2023. Derfor er der lige nu kun meget lidt bevægelse i de kortere renter i både euroområdet og Danmark. Samtidig fortsætter også de lange renter med at trække sidelæns. Vi forventer dog, at der igen vil komme et opadgående pres på de lange renter i Europa, når ECB på den anden side af sommerferie begynder at åbne for diskussionerne om en nedtrapning af opkøbsprogrammerne.
Sidelæns bevægelse i dollaren. Der har over det seneste døgn ikke været de store bevægelser på valutamarkederne. Det betyder, at den amerikanske dollar fortsat handler omkring 6,23 over for danske kroner
Bank of England fastholder den pengepolitiske linje – og svækker pundet. På gårdagens rentemøde opjusterede banken sin inflationsprognose, men samtidig insisterede de på, at de høje inflationstal er et midlertidigt fænomen, der primært bliver drevet af stigende råvarepriser. Set i det lys valgte banken at fastholde styringsrenten uændret på 0,1% samtidig med, at også størrelsen på opkøbsprogrammet blev fastholdt på 895 mia. pund. Den 10 årige statsrente i Storbritannien, der ellers var steget pænt op til gårdagens møde, trak umiddelbart lavere efter annonceringen. Samtidig faldt det britiske pund lidt tilbage, så det her til morgen koster omkring 8,67 over for danske kroner.
Højere oliepris løfter den norske krone. Den norske krone er i fuld gang med at genvinde det tabte terræn. I går steg NOK/DKK med yderligere 0,4% til et aktuelt niveau på 73,4 øre – stort set det samme som den svenske krone koster.
Analyser og økonomiske nøgletal
Tysk erhvervstillid buldrer fremad. Således steg det tyske Ifo-indeks der måler temperaturen på den nuværende situation i tysk erhvervsliv til 99,6 i juni mod 95,7 i maj. Samtidig steg indekset der måler forventningerne til de næste 6 måneder til 104, hvilket er det højeste niveau i mere end ét årti.
I går udgav vi analysen DKK flow update: The full roadmap to a rate cut or a rate hike in Denmark. Heri kigger vi nærmere på de bevægelser der styrer den danske krone over for euroen. Ifølge vores vurdering understøtter det troen på, at der ikke er optræk til nogen selvstændig dansk rentenedsættelse lige foreløbig.
Dagen i dag
Dagen i dag byder på nye inflationstal fra USA. Kerne-PCE inflationstallene er Feds fortrukne inflationsmål, og spiller derfor en afgørende rolle i vurderingen af det aktuelle inflationspres i den amerikanske økonomi. Fed har henover foråret underspillet inflationsfrygten, men rentemødet i sidste uge afslørede tydeligt, at der er stor intern uenighed omkring inflationsudsigterne. Vi venter, at den samlede PCE-inflation i maj vil være målt til ca. 4,0% på årsbasis hvilket i givet fald vil være det højeste niveau der er registreret siden miden af 2008. Kerneinflationen ventes at være steget til omkring 3,4% mod 3,1% i april.