Fra Handelsbanken:
Forbrugerne forbliver dybt pessimistiske
• Vi venter, at lønmodtagerbeskæftigelsen vil være faldet med ca. 1000 personer i juni i et første tegn på, at rekordernes tid er ved at løbe ud (mandag)
• Trods stigende aktier og faldende renter venter vi, at forbrugertilliden vil være faldet til nyt rekordlavt niveau i august, hvor den høje inflation er altafgørende (tirsdag)
• Detailsalget ventes at være faldet med i omegnen af 2,5% m/m i juli (fredag)
Rekordernes tid er ved at rinde ud for beskæftigelsen
Det bliver interessant at følge udviklingen i lønmodtagerbeskæftigelsen, som vi mandag får friske juni-tal for. Det har indtil videre været om end meget svært at få øje på nogen form for økonomisk afmatning, når det kommer til udviklingen i beskæftigelsen, som igen og igen har slået nye rekorder igennem 2022. Vi er dog så småt begyndt at se visse advarselslamper blinke med hensyn til udsigten for arbejdsmarkedet. Især bygge- og anlægssektoren ser ud til at være hårdt ramt, og sammen med industrien melder de nu om faldende beskæftigelsesforventninger, jf. figur, ligesom antallet af tilmeldte ledige i beskæftigelsesministeriets daglige opgørelse er steget hen over sommeren. Vi har dog stadig et stramt arbejdsmarked, og der er fortsat pres på flere dele af oplevelsessektoren, så vi skal nok ikke for alvor forvente at se store fald i beskæftigelsen allerede i juni. Ikke desto mindre venter vi, at rekordernes tid er forbi, og at vi vil se et lille fald i lønmodtagerbeskæftigelsen i omegnen af 1.000 personer i juni, med udsigt til en fortsat mere negativ trend i løbet af 2. halvår.
Pessimismen er fortsat i top
Tirsdag byder på en frisk opgørelse af forbrugertilliden for august, som måneden før faldt til et nyt historisk lavpunkt i data, der går helt tilbage til midten af 1970’erne, og vi må indrømme, at vi for indeværende har lidt svært ved at få øje på faktorer, der for alvor kan løfte stemningen i husholdningerne. Ganske vist er benzinpriserne faldet, men den overordnede inflation er steget yderligere, og på det seneste er både naturgas- og elpriserne braget i vejret, som tager en ordentligt luns ud af husholdningernes budgetter.
Endvidere ser vi formentligt også en tiltagende bekymring om udviklingen på boligmarkedet, som ligeledes må formodes at bidrage til forbrugernes pessimisme, ligesom vi også begynder at se tegn på en vending på arbejdsmarkedet. Der har dog også været et lyspunkt i form af en bedring på aktiemarkederne hen over sommeren, og renterne er da også kommet noget ned i den samme periode, om end de dog fortsat er væsentligt højere end ved årets begyndelse.
Sidstnævnte betyder også, at vores model for forbrugertilliden, som er baseret på netop rente- og aktieudviklingen, huspriser, inflation samt ledigheden, faktisk har en lille pil op for forbrugertilliden i august, jf. figur. Ikke desto mindre stiller vi os tvivlsomme over for, om bedringen i de finansielle forhold er nok til at opveje de mange andre modvinde, som forbrugerne møder i øjeblikket. Derfor vælger vi også at gå imod signalet fra vores model og venter et nyt fald i forbrugertilliden fra -25,6 til omkring -27 i august – et nyt historisk lavpunkt for forbrugernes sortsyn.
Detailsalget vakler
Med stemningen blandt forbrugerne i bund, er det nok ikke så mærkeligt, at detailsalget, som vi får juli-tal for fredag, har haft det svært i den seneste tid. I juni faldt detailsalget målt i mængder således med hele 3,2% m/m. Der er dog fortsat tale om, at vi bruger lige mange penge, og der har altså ikke været tale om et fald i salget når målt i løbende priser, jf. figur, men som følge af den høje inflation får vi simpelthen mindre for pengene.
Den tendens venter vi også er fortsat hen over sommeren, og vi venter derfor et nyt fald i detailsalget i mængder på i omegnen af 2,5% m/m i juli. Fremadrettet mener vi ikke, at udsigterne for detailsalget er synderligt gunstige. I takt med at bl.a. højere energiudgifter æder mere og mere af husholdningernes budgetter forventer vi således også, at forbrugerne vil bruge færre penge på de mere ikke-nødvendige goder, som også vil trække ned i salget i løbende priser.