Resumee af analyse fra SEB – læs hele original analysen her
Tre ugers intensive amerikanske og israelske angreb har ikke knækket Iran. Tværtimod viser konflikten tegn på at bevæge sig ind i en endnu farligere fase, hvor USA kan blive tvunget til at vælge mellem militær optrapning med store tab eller en politisk ydmygende indrømmelse over for Teheran.
Det er hovedkonklusionen i en ny analyse af situationen i Golfen, hvor Iran trods massivt pres fortsat har formået at opretholde en betydelig militær slagkraft. Ifølge vurderingen har landet ikke alene holdt en stabil angrebsrytme, men også ramt kritisk energiinfrastruktur og skærpet kontrollen over Hormuzstrædet – en af verdens vigtigste transportårer for olie og gas.
Hormuzstrædet er afgørende for den globale energiforsyning, og netop derfor er udviklingen så alvorlig. Hvis Iran fastholder sit greb om passagen, risikerer konflikten ikke blot at udløse en regional sikkerhedskrise, men også at sende nye chokbølger gennem verdensøkonomien.
USA mangler hurtige muligheder
Analysen peger på, at USA i øjeblikket ikke har de nødvendige kapaciteter til hurtigt at sikre Hormuzstrædet. Det vil tage uger både at nedbryde Irans militære evner i området og at opbygge en tilstrækkelig amerikansk flådetilstedeværelse.
Samtidig tyder meget på, at konflikten ikke er tæt på en afslutning. Israels forhøjede forsvarsbudget peger ifølge analysen på en krig, der mindst vil vare til midten af april. Og når Pentagon samtidig beder om flere midler, tolkes det som et signal om, at USA forbereder sig på en endnu længerevarende konfrontation.
Det stiller Washington i et voksende strategisk dilemma. Jo længere konflikten trækker ud, desto større bliver omkostningerne ved forstyrrelser i energiforsyningen. Det skaber både et økonomisk og et politisk tidspres.
Valget mellem optrapning og ydmygelse
Hvis USA og Israel ikke i løbet af de kommende uger formår at svække Irans kontrol med Hormuzstrædet markant, står USA ifølge analysen tilbage med to ubehagelige muligheder.
Den ene er en langt mere risikabel militær indsats, hvor sandsynligheden for større tab stiger betydeligt. Den anden er at acceptere iranske krav i en form, der politisk vil fremstå som et nederlag for Donald Trump. Analysen beskriver det som at drikke et ”giftbæger”.
Begge veje er forbundet med store omkostninger. En militær optrapning kan udvide konflikten og øge presset på energimarkederne yderligere. En politisk indrømmelse kan omvendt blive opfattet som et tegn på svaghed – både internationalt og på hjemmefronten i USA.
Verdensøkonomien som gidsel
Konflikten handler derfor ikke kun om militær styrke, men også om økonomisk udholdenhed. Når energiinfrastruktur rammes, og Hormuzstrædet bringes i spil, bliver konsekvenserne globale. Oliepriser, forsyningskæder og inflationsudsigter kan hurtigt blive påvirket, hvis usikkerheden fortsætter.
Det gør situationen ekstra eksplosiv. For mens USA og Israel satser på deres militære overlegenhed, er det i stigende grad verdensøkonomien, der betaler prisen undervejs.
Alt peger derfor på, at kampene vil blive intensiveret i den nærmeste fremtid. Spørgsmålet er ikke længere kun, om Iran kan modstå presset, men hvor høj en pris USA og dets allierede er villige til at betale for at bryde landets greb om den strategiske flaskehals i Golfen.
