Uddrag fra JP Morgan, først dansk resume, bagefter originial tekst:
Ifølge JPMorgans råvareteam, anført af Natasha Kaneva, betyder chokets geografiske placering og omfanget af de aktuelle forsyningstab, at den første og vigtigste tilpasning må komme fra allerede eksisterende olielagre. Med andre ord fungerer globale olieinventarer som stødpuden i energisystemet.
Krisen begyndte med, at de globale olielagre stod relativt stærkt. Under COVID-krisen i 2020 og 2021 voksede lagrene kraftigt, fordi efterspørgslen kollapsede. Derefter blev lagrene trukket markant ned i 2022 og 2023, da økonomierne genåbnede, Rusland invaderede Ukraine, og oliemarkedet blev strammere.
I 2024 og 2025 vendte udviklingen igen, fordi udbuddet oversteg efterspørgslen. Det gav mulighed for at genopbygge lagrene. Derfor begyndte verden 2026 med omkring 8,4 mia. tønder olie og olieprodukter på lager.
Af disse 8,4 mia. tønder lå cirka 6,6 mia. tønder på land, mens 1,8 mia. tønder befandt sig på vandet. De flydende lagre består både af olie under transport og af olie, som reelt fungerer som lager, herunder eksempelvis sanktioneret russisk og iransk råolie. Fordelt på type består lagrene af cirka 5,2 mia. tønder råolie og 3,2 mia. tønder raffinerede produkter.
Ikke alle lagre er lige synlige eller anvendelige
Analysen lægger vægt på, at der er stor forskel på gennemsigtigheden i de globale lagertal. OECD-landenes lagre er blandt de mest transparente, fordi disse lande har strategiske reserver, standardiseret dataindsamling og løbende offentliggørelse af statistik. Derfor spiller OECD-lagre en uforholdsmæssig stor rolle i prisdannelsen på oliemarkedet.
Uden for OECD er billedet langt mere uklart, især i udviklingslandene. Kina nævnes som den vigtigste undtagelse, idet landets lagre ved årets begyndelse blev vurderet til omkring 1,3 mia. tønder.
Teksten skelner også mellem to hovedtyper af lagre:
Strategiske oliereserver, som kontrolleres af stater og er beregnet til nødsituationer, og kommercielle lagre, som ejes privat og bruges i den normale handel, raffinering og logistik.
Kun en mindre del af de globale lagre kan reelt bruges
Selv om verden på papiret har 8,4 mia. tønder på lager, vurderer JPMorgan, at kun omkring 0,8 mia. tønder realistisk kan trækkes uden at bringe systemet i operationel stress. Pr. 23. april var der ifølge teksten allerede brugt cirka 280 mio. tønder til at afbøde konflikten.
Det betyder, at lagerbufferen ser komfortabel ud på papiret, men i praksis er langt mere begrænset. Flydende lagre kan relativt hurtigt mobiliseres, men kun en mindre del af de landbaserede lagre er umiddelbart tilgængelige. JPMorgan anslår, at kun omkring 580 mio. tønder af onshore-lagrene reelt er let tilgængelige. Resten er bundet i rørledninger, minimumsniveauer i tanke, tekniske lagre og andre operationelle nødvendigheder.
Lagrenes “gulv” er afgørende
Et centralt argument i teksten er, at det ikke er nok at se på den samlede mængde olie i lagrene. Det afgørende er, hvor meget af olien der kan cirkulere i systemet uden at skabe tekniske problemer.
Teksten bruger en analogi med blodtryk: Problemet opstår ikke nødvendigvis, fordi olien forsvinder, men fordi cirkulationen i systemet bliver for svag. Hvis arbejdslagrene bliver for lave, mister rørledninger fleksibilitet, terminaler får svært ved at laste effektivt, raffinaderier får problemer med at få de rette kvaliteter på det rette tidspunkt, og handlere begynder at byde aggressivt på nærliggende forsyninger.
Det samme gælder raffinerede produkter. Produktlagre er lidt mere fleksible end råolielagre, men også her skal en betydelig del holdes tilbage som strategisk og operationel buffer, især for at sikre kritiske sektorer som transport og luftfart.
OECD-lagre viser, hvor den praktiske bund ligger
OECD’s produktlagre bruges som eksempel på et operationelt minimum. Historisk er OECD’s produktlagre — inklusive både kommercielle og strategiske lagre — sjældent faldet under cirka 35 dages fremadrettet efterspørgsel, svarende til omtrent 1,6 mia. tønder. Det antyder et praktisk gulv, hvor lagrene ikke uden videre kan trækkes yderligere ned uden store konsekvenser.
I en længerevarende forsyningskrise vil efterspørgslen derfor blive rationeret længe før, lagrene fysisk er tømt. Teoretisk kunne lagrene holde længere, men kun hvis forbrug, raffinaderikørsel og økonomisk aktivitet reduceres kraftigt. Derfor er en fuldstændig nedtrækning af de globale lagre hverken realistisk eller sandsynlig. Priserne vil stige så meget, at olieforbrug bliver økonomisk uholdbart for mange aktører.
Lagrene trækkes ned i lag — som et løg
Analysen beskriver lagertrækket som et løg med flere lag. Det er ikke nødvendigvis dem med flest tønder, der først leverer olie til markedet. Rækkefølgen bestemmes af adgangshastighed, økonomiske omkostninger, politisk vilje og logistisk enkelhed.
De lettest tilgængelige tønder bruges først. Strategiske reserver bruges senere. De kritiske operationelle lagre forsøger man næsten altid at undgå at trække på.
Første lag: olie på vandet
Det første lag er olie på tankskibe, lagerskibe og offshore-lagre. Disse tønder er lettest at mobilisere, fordi de allerede befinder sig i bevægelse eller tæt på markedet. De kræver normalt ingen politiske beslutninger og kan omdirigeres relativt hurtigt.
Ved årets begyndelse var der 1,8 mia. tønder olie på vandet. Disse lagre er faldet med 140 mio. tønder over de seneste to måneder, svarende til en gennemsnitlig nedtrækning på 2,7 mio. tønder om dagen. Da den sidste last fra Hormuz ifølge teksten ankom 20. april, ventes den synlige nedtrækningshastighed nu at aftage.
Andet lag: kommercielle lagre på land
Det næste lag er kommercielle lagre på land, eksempelvis raffinaderitanke, terminaler og handelslagre i knudepunkter som Cushing, ARA og Singapore. Disse lagre er privat ejede og reagerer relativt hurtigt på prisincitamenter.
OECD’s kommercielle lagre er først for nylig begyndt at falde markant. I marts faldt de med omkring 0,45 mio. tønder om dagen, mens april viste et fald på cirka 2,2 mio. tønder om dagen. Samlet er OECD’s kommercielle lagre faldet fra 2,8 mia. tønder i februar til omkring 2,72 mia. tønder i dag, et fald på 74 mio. tønder.
Tredje lag: strategiske oliereserver
Det tredje lag er statskontrollerede nødlagre, såsom de lagre der kan frigives gennem IEA-koordinering eller via nationale strategiske reserver som den amerikanske SPR. Disse reserver bruges typisk kun, når forstyrrelserne er alvorlige eller politisk følsomme.
Aktuelle frigivelser fra strategiske reserver i USA, Japan og Sydkorea løber ifølge teksten omkring 2,5 mio. tønder om dagen. Siden 26. marts, hvor Japan frigav de første strategiske tønder, er OECD’s strategiske reserver faldet med 61 mio. tønder.
Fjerde fase: efterspørgselsødelæggelse overtager
Før systemet fysisk tømmes, begynder høje priser at reducere efterspørgslen. Forbrugere kører mindre, industrien reducerer aktivitet, flyselskaber skærer i ruter, og raffinaderier sænker gennemløbet.
Markedet bevæger sig dermed fra en “styret” tilpasning, hvor frigivelse af lagre og flydende olie dæmper chokket, til en “tvungen” tilpasning, hvor prisen bliver det primære redskab til at balancere markedet.
Ifølge teksten faldt den globale olieefterspørgsel med gennemsnitligt 2,8 mio. tønder om dagen i marts og er foreløbig på vej mod et fald på 4,3 mio. tønder om dagen i april. I maj ventes efterspørgselstabet at stige til omkring 5,5 mio. tønder om dagen, fordi efterspørgslen må falde for at forhindre, at systemet rammer sine operationelle bundniveauer.
JPMorgans balance peger på, at OECD’s kommercielle lagre kan nærme sig operationelle stressniveauer allerede i begyndelsen af juni.
De sidste lagre er de farligste at trække på
De sidste tønder i systemet består af pipeline fill, tankbunde, minimumslagre i terminaler og nødvendige produktlagre til daglig drift. Disse lagre trækkes normalt ikke ned, fordi det øger risikoen for tekniske sammenbrud, forsyningsforstyrrelser og bredere systemisk ustabilitet.
JPMorgan vurderer, at OECD’s kommercielle lagre kan falde til disse operationelle gulve inden september, hvis Hormuzstrædet forbliver lukket, og hvis efterspørgselsødelæggelsen stabiliserer sig omkring 5,5 mio. tønder om dagen.
Teksten peger dog på, at situationen kan blive endnu værre, hvis regeringer subsidierer oliepriser for at undgå social uro. I så fald svækkes prisens evne til at reducere efterspørgslen, hvilket betyder, at lagrene tømmes hurtigere. Dermed kan de operationelle bundniveauer rammes endnu tidligere.
Hovedkonklusion
Tekstens overordnede konklusion er, at den globale oliesituation i et scenarie med fortsat blokering af Hormuzstrædet hurtigt kan udvikle sig fra en lagerstyret krise til en systemisk energikrise.
Selv om verden begyndte 2026 med store olielagre, er kun en begrænset del reelt tilgængelig uden at skabe operationelle problemer. De letteste lagre — især olie på vandet og kommercielle lagre — bruges først. Derefter kommer strategiske reserver. Men længe før lagrene er tømt, vil priserne stige så meget, at efterspørgslen tvinges ned gennem økonomisk smerte.
Hvis Hormuzstrædet stadig er blokeret omkring september — og måske allerede når operationel stress rammes i juni — vil verden ifølge teksten reelt blive tvunget til at finde en løsning og genåbne vandvejen. Alternativet beskrives som ukendt territorium med risiko for et hidtil uset energikollaps og en global depression.
As JPMorgan’s commodity team write in its latest note unlike a typical disruption where spare production capacity can be mobilized quickly, the location of the shock and the scale of current supply losses mean the immediate adjustment has to come from barrels already in storage. Put simply, inventories are acting as the shock absorber of the global oil system, according to JPM’s Natasha Kaneva.
Some history: the crisis began with stocks in relatively strong shape. Global inventories surged in 2020 and 2021 during the COVID demand collapse, then drew sharply through 2022 and 2023 as economies reopened, Russia invaded Ukraine, and markets tightened. That tightening phase reversed in 2024 and 2025, when supply once again outpaced demand, allowing stocks to rebuild. As a result, the world began 2026 with a healthy 8.4 billion barrels in storage.
Of that 8.4 billion barrels, roughly 6.6 billion are held onshore, with another 1.8 billion afloat. Some of the floating barrels are simply in transit from producers to consumers, others — such as sanctioned Russian and Iranian crude — effectively function as floating storage. By type, about 5.2 billion barrels are crude, while 3.2 billion are refined products. Visibility varies widely. OECD inventories are among the most transparent because member countries maintain strategic reserves, collect standardized data, and publish timely statistics—giving OECD stocks an outsized role in price formation. Much of the rest of the world is far less observable, particularly across the developing world. China is the notable exception, where inventory estimates began the year near 1.3 billion barrels.
Finally, it is important to distinguish between Strategic Petroleum Reserves—state-controlled emergency barrels—and commercial inventories, which are privately held stocks used in the normal course of trade and refining.
Even so, not every barrel can be drawn. Out of the 8.4 billion barrels in global inventories, JPMorgan estimates only 0.8 billion barrels are realistically available without pushing the system into operational stress. As we wrote previously, as of April 23rd, roughly 280 million barrels have already been consumed to cushion the impact of the conflict.
While on paper, that still suggests comfortable buffers, in practice the picture is more complicated. Floating storage can be tapped quickly, but only a slice of onshore inventories—around 580 million barrels—is readily accessible. The rest is effectively locked up in pipeline fills, minimum tank levels, and other operational constraints.
This is why inventory floors matter, as we explained at the start of the month. A market can still hold hundreds of millions of barrels, and yet become fragile once working stocks fall too low. Like blood pressure in the human body, the issue is circulation. Pipelines lose pressure flexibility, terminals cannot load efficiently, refiners struggle to secure the right grades on time, and traders bid aggressively for nearby supply. The system does not fail because oil disappears, it fails because the circulation network no longer has enough working volume. The same principle applies to refined products. Product inventories are somewhat more flexible than crude, but a meaningful portion must still be maintained as a strategic and operational buffer, particularly to support critical sectors such as transportation and aviation (this is the core thesis behind Trump’s blockade of Iran: the assumption that if enough shut ins take place, the country’s entire oil infrastructure will collapse as half of it is low pressure and thus extremely vulnerable to permanent failure).
OECD inventories offer a clear example of this operational floor. Historically, OECD product inventories, including both commercial and strategic reserves, have rarely fallen below ~35 days of forward demand, roughly 1.6 billion barrels, suggesting a practical lower bound.
In a prolonged disruption scenario, demand is therefore rationed well before inventories approach critically low levels. In theory, stocks could last much longer—but only at the cost of reduced consumption, lower refinery runs, and a broader economic slowdown. As a result, a full drawdown of global inventories is neither feasible nor likely, simply because prices will be so high it will become uneconomic to purchase oil.
Like an onion, inventory draws happen in layers. The sequence is determined by speed of access, economic cost, political willingness, and logistical ease, not by who has the most barrels. Easy barrels are peeled first, strategic barrels later, critical barrels rarely. The deeper the draw, the higher the price and the economic cost of each additional barrel withdrawn.
- Oil-on-water and floating commercial stocks (first layer). Cargoes already on tankers, storage vessels, or held offshore are the easiest to mobilize. They can be redirected quickly and typically require no policy decisions. Inventories on water began the year at 1.8 billion barrels and have fallen by 140 million barrels over the past two months, drawing at an average rate of 2.7 mbd. With the last cargo from Hormuz having arrived on April 20, the headline draw rate should now start to moderate.

- Commercial onshore stocks (second layer). Refinery tanks, terminal inventories, and merchant storage in hubs such as Cushing, ARA, or Singapore are next. These barrels are commercially owned and can respond to price signals relatively quickly. OECD commercial stocks have only recently begun to decline, drawing at about 2.2 mbd in April after a more modest 0.45 mbd draw in March. In absolute terms, OECD commercial inventories fell from 2.8 billion barrels in February to about 2.72 billion barrels today, a decline of 74 million barrels.
- Strategic Petroleum Reserves (third layer). Government-controlled emergency stocks such as the IEA coordinated systems or the US Strategic Petroleum Reserve are typically tapped only when disruptions are severe or politically sensitive. Current SPR releases are running at around 2.5 mbd across the US, Japan, and South Korea. Since March 26, when Japan released its first strategic barrels, OECD strategic reserves have dropped by 61 million barrels.
- Demand destruction replaces inventory draws (the pivot). Well before the system is emptied, high prices begin to ration demand. Consumers drive less, industry cuts runs, airlines trim schedules, and refiners reduce throughput. In effect, the market is shifting from a “managed” adjustment—driven by SPR releases and floating storage—to a “forced” adjustment, where price becomes the primary balancing tool. Observed global oil demand fell by an average of 2.8 mbd in March and is tracking a larger 4.3 mbd decline so far in April. Demand losses are expected to deepen to around 5.5 mbd in May, as demand destruction must scale to prevent the system from hitting operational floors. Given the magnitude of the demand pullback, JPM’s balance now suggests OECD commercial inventories are on track to approach operational stress levels by early June.
- Operational minimum stocks are typically the last barrels drawn, and, in practice, are deliberately avoided. Pipeline fill, tank bottoms, linepack equivalents, minimum terminal inventories, and the product stocks required for day-to-day continuity are rarely accessed, because drawing them materially increases the risk of operational disruption and broader system instability.
According to JPM calculations, OECD commercial stocks could fall to these operational floors by September if the Strait of Hormuz remains closed, assuming demand destruction stabilizes at 5.5 mbd. In fact, it is possible that demand destruction reverses as many governments are subsidizing oil prices to avoid social unrest, thus neutering the role of demand destruction as a natural inventory reduction buffer, which in turn accelerates inventory drainage and could hit “operational bottoms” even faster.
What this means, practically, is that all else equal, if the Strait of Hormuz is still blocked by September (and realistically by the operational stress level threshold expected, to be hit in June), the world will have no choice but to force a resolution and unblock the waterway as the alternative would be going into uncharted territory, and risking unprecedented energy collapse, and a global depression.






