Samtidig med, at foreningen af vækstselskaber har indledt en charmeoffensiv med nye anbefalinger om god selskabsledelse, kan Økonomisk Ugebrev nu afsløre, at flere First North-selskaber sminker regnskabstallene og vildleder investorerne. Det handler om nøgletallet ARR.
Økonomisk Ugebrev har i flere år beskrevet, hvordan mange af de børsnoterede First North-selskaber har mangelfuld ekstern rapportering.
Men nu viser det sig, at en stribe selskaber også rapporterer regnskabstal, der kan opfattes som sminkede og vildledende. Det drejer sig om opgørelsen af de såkaldte ARR-nøgletal, som ses som centrale for de abonnementsbaserede softwareselskaber.
Store forskelle
Økonomisk Ugebrevs researchafdeling har gennemgået en stribe af de børsnoterede såkaldte Saas-selskaber (software as a service), som foretrækker at fremhæve deres udvikling med ARR-data, annual recurring revenue, altså udviklingen i den seneste månedlige periodiserede abonnementsindtægt ganget med 12 måneder frem.
Gennemgangen viser, at der er chokerende stor forskel på, hvordan de enkelte selskaber opgør ARR, bl.a. fordi der ikke findes en entydig definition, eksempelvis i regnskabslovgivningen eller Finansanalytikerforeningens nøgletalsvejledning. Det giver et kæmpe slør i rapporteringen, som skaber tvivl om tallene. Også for de selskaber, som rapporterer efter forsigtige principper.
For softwareselskaber giver det dog god mening at anvende nøgletallet, da omsætningen fordeles ud på 12 måneder, så den faktisk fakturerede omsætning kan se lav ud i et øjebliksbillede.
ARR ses altså af Saas-selskabernes ledelse som helt afgørende for fortællingen af deres succeshistorier, og det er også de data, som fremhæves i den eksterne rapportering til investorerne.
At definitionerne på ARR ikke er entydige med mulighed for vildledning, viser eksemplet Maps-People, der blev børsnoteret i maj 2021 med en samlet børsværdi på 318 mio. kr. efter salg af nye aktier for 85 mio. kr. til 6,8 kr. per nye aktie. Efter en top på 11 kr. i oktober sidste år er aktien næsten halveret siden kapitalforhøjelsen.
MapsPeople oplyste i 2. kvartalsregnskabet et ARR på 51 mio. kr., hvorved 3. kvartalsomsætningen burde have været mindst 12-13 mio. kr. Men det faktiske omsætningstal i 3. kvartal blev kun 7 mio. kr. For hele året 2022 forventes en omsætning på 26-31 mio. kr., på trods af at ARR ved udgangen af 2021 blev oplyst til 41 mio. kr. 2022-omsætningen burde alt andet lige lande på det samme, i hvert fald med den almindelige definition på ARR. Selvom MapsPeoples ledelse anvender begrebet ARR i regnskaberne, oplyses det også, at der indgår fremtidige kontrakter i opgørelsen af ARR. Det er normalt det, der kaldes cARR, som står for committed annual recurring revenue.
Mangler oplysninger
Med andre ord indregnes i ARR både aktuel periodiseret omsætning, og hvad der ligger af kontrakter, hvor implementeringen ligger ude i fremtiden, men hvor man endnu ikke kan fakturere kunden. I den internationale regnskabslitteratur skelnes der entydigt mellem ARR og cARR, da der er større usikkerhed om den committede del, da definitionen er meget løs.
Problemet med denne opgørelsesmetode er, at det ikke oplyses hvor lang tid der går, før kunden kan faktureres, eller om kunden kan udtræde af kontrakten, før betalingsperioden træder i kraft.
For MapsPeople oplyses i 3. kvartal en omsætningsvækst på 15 pct. og en vækst i ARR på 89 pct. Den faktiske omsætning halter altså så meget bagefter denne ARR-omsætning, og det kan så tvivl om de fremtidige pengestrømme i abonnementsmodellen.
Fra MapsPeople siger CEO Morten Brøgger, at selskabets ledelse på baggrund af uklarheden om ARR overvejer at være mere præcise fremover: ”På baggrund af den efterspørgsel efter mere klarhed fra markedet, overvejer vi også at offentliggøre den ”rene” ARR for 2023 og fremad. I samme omgang overvejer vi at præcisere vores definitioner omkring ARR og cARR.”
Morten Brøgger anfører videre, at det blev oplyst i prospektet i juni 2021, at der i ARR indgår kontrakter, når de er underskrevet fra kunder og partnere og har et årligt kontraktuelt minimumsbeløb inkluderet.
”Vi har bestræbt os på en klar definition og konsistent rapportering af denne. I vores ARR indgår ikke “exit clauses”, prøveperioder eller ikke-kontraktlige tilsagn”, siger han.
Andre selskaber har endda måttet nedjustere deres udmeldte forventninger, fordi der har været fremlagt forkerte og misvisende oplysninger om ARR – som efterfølgende så er blevet korrigeret ned. Et eksempel er SameSystem, som efter et ledelsesskifte åbent har erkendt, at der har været oplyst misvisende og fejlagtigt om ARR.
SameSystem kom i 3. kvartalsrapporten med en nedjustering af tidligere års rapporterede ARR. Ledelsen oplyser, at den har indført en mere konservativ opgørelsesmetode for ARR samtidig med, at nøgletallet tre år tilbage i tiden er justeret nedad på grund af ”fejl” og dobbelttællinger.
Forud for 3. kvartalsmeddelelsen blev en stor del af bestyrelsen udskiftet i slutningen af august: Fire bestyrelsesmedlemmer, med formand Søren Elmann Ingerslev i spidsen, blev udskiftet med tre nye bestyrelsesmedlemmer med Carsten Fensholt som ny formand.
Derefter fulgte endnu en børsmeddelelse om udskiftning af selskabets CFO i slutningen med denne kommentar fra den nye formand om den nye CFO: ”Thomas (Sølvsteen, red.) will help us build up strong financial control and governance and will support management in further international growth.” Den 22. december kom endnu en meddelelse om fejlagtige ARR-oplysninger i den tidligere rapportering samt om ansættelsen af en ny CEO.
Elastik i metermål
I meddelelsen oplyses det, at alle tidligere oplysninger om ARR suspenderes, og at der sættes en ekstern revision til at gennemgå den hidtidigere rapportering.
Udefra set ligner det en kæmpeskandale under opsejling, som dog ser ud til at blive håndteret af selskabets nye bestyrelsesformand. Men casen viser med al tydelighed, at der med de anvendte ARR-opgørelser kan anvende elastik i metermål for at opretholde succeshistorier, som måske ikke længere er så sande.
”Vi har bl.a. suspenderet vores ARR-data, fordi vi nu vil arbejde for at få en mere entydig og præcis definition for, hvordan ARR skal beregnes fremover. Generelt bør det overvejes, at der kommer en mere klar definition, så investorer ikke er i tvivl om, hvad der oplyses”, siger Carsten Fensholt til Økonomisk Ugebrev.
Andre First North-selskaber har også valgt at anvende ARR til at fortælle historier om selskabets udvikling, som kan vise sig at være sminkning – fordi det kan lade sig gøre.
Eksempelvis DecideAct, der sælger ledelsessoftware, rapporterer i sine regnskaber kun ARR og undlader at give basale regnskabsoplysninger om omsætning. Der oplyses om betydelige vækstprocenter i ARR. Der oplyses dog også udvikling i bruttoresultat, som fra første halvår 2021 til 1. halvår 2022 blev reduceret fra minus 7,2 mio. kr. til minus 5,4 mio. kr.
CEO og co-founder i DecideAct, Flemming Videriksen, siger omkring virksomhedens anvendelse af ARR: ”Vi overvejer løbende, hvordan vi i vores rapportering bedst forener investorernes ønske om indsigt med f.eks. konkurrencehensyn, hvorfor vi også løbende rapporterer vores ARR. Kravet om, hvorvidt virksomheder skal oplyse omsætningstal eller ej, er reguleret af almindeligt anerkendte regnskabsstandarder i Danmark. Vi overholder disse standarder, og hvis vi ikke gjorde det, ville vi få negative kommentarer fra vores revisorer.”
Usikker omsætning
First North-selskabet Orderyoyo har valgt også at kalde sin nettoomsætning for ARR, selvom forretningsmodellen er et gebyr pr. transaktion på partneres platforme og dermed forbrugsbaseret – og dermed ikke som hovedregel kontraktuelt fastlagt. Det kan let blive opfattet som vildledende, da investorer får opfattelsen af, at omsætningen er sikret til næste år.
CEO Jesper Johansen siger hertil: ”Vi bruger ARR begrebet som beskrevet i vores prospekt – usagebased – som man også ser andre internationale softwareselskaber bruger. Vi kalder dog ikke vores nettoomsætning for ARR. Nettoomsætning offentliggøres også – det fremgår af både vores regnskaber og vores guidance. Herudover er der en del af vores ARR (specielt i Tyskland), som er fixed.”
Faktum er dog, at ledelsen i halvårsregnskabet også oplyser, at ARR er en slags omsætning: ”revenue measured as Annual recurring revenue (ARR) has since ….”
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.