De seneste to regnskabsår har været en gigantisk rutsjebanetur for Flügger, som i fjor præsterede det største overskud nogensinde. Men i år leverer man så det første underskud i flere årtier. Forklaringen er Ukraine-krigen.
I tabellen nedenfor ser Flüggers årsregnskab 2021/22 ved første øjekast rimeligt ud med en stigning i omsætningen og et bundlinjeresultat, som stort set er på niveau med 2019/20 og væsentligt bedre end årene før.
Men det officielle regnskab er lidt mere kompliceret. Her splittes resultatet nemlig op i fortsættende og ophørende aktiviteter, og summen heraf er et bundlinjeunderskud 8,2 mio. kr.
Vi har gravet i Flüggers gamle regnskaber, og selvom det lykkedes at finde regnskaber for de seneste 26 år, fandt vi ikke et eneste år med underskud. Regnskabsåret 2021/22 blev altså historisk for Flügger. Desværre på den negative måde. Det skal dog siges, at det historisk dårlige resultat ikke kan tilskrives Flügger, men skyldes ekstremt uheldige omstændigheder. Det er også årsagen til, at vi vælger at betragte resultatet af fortsættende aktiviteter som det mest informative regnskabstal. De ikke-fortsættende aktiviteter er aktiviteterne i Rusland og Belarus, som Flügger erhvervede ved købet af Eskaro Group AB i 2021. Købet kunne næsten ikke være dårligere timet, og i vores seneste Flügger-analyse i Formue 12/2022 forventede vi en nedskrivning i det kommende årsregnskab.
Det er nu en kendsgerning. Man nedskriver 74 mio. kr. på fortsættende aktiviteter i Eskaro, og dertil kommer en nedskrivning på 58 mio. kr. i den estimerede salgspris for de ophørende aktiviteter. Som om det ikke var nok, blev selskabet også ramt af voldsomme prisstigninger på energi og transport, samt mere end 20 pct. prisstigninger på råvarer. Fremadrettet ser det heller ikke lyst ud med et forventet EBIT på 80-130 mio. kr. i et år, hvor indtjeningen kommer under pres.
Investorerne har reageret brutalt på disse forhold og reduceret værdien af selskabets aktier med 40 pct. siden september 2021.
Men selvom det er vanskeligt at høre i larmen fra ulykker, som ramler ned over hovedet på Flüggers ledelse, så har den truffet de rigtige beslutninger både før og efter diverse udefrakommende ulykker. Det lover godt for fremtiden, og den aktuelle rabat på diverse nøgletal i forhold til branchemedianen er et godt tilbud til den langsigtede investor.
Bruno Japp
Aktuel kurs 466,00
Kursmål (6 mdr) 512,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her