Trods en fornem vækst og indfrielse af årsforventningerne afleverede RTX en overraskende svag forventning til det nye regnskabsår. Ovenikøbet er regnskabsåret backend-loadet, så selskabet skal sikkert hen til midten af 2024, før der er bedre klarhed om, hvorvidt ledelsen kommer i mål med de beskedne forventninger – og om der vitterlig er tale et midlertidigt tilbageslag, skriver redaktør Steen Albrechtsen i denne analyse.
Netop som investorerne skulle til at vænne sig til en ny periode med stabil og forudsigelig vækst efter coronatidens udfordringer med leverandørkæderne, ramte RTX på ny et alvorligt bump på vejen. I princippet driller forsyningskæderne igen, for nu er det kunderne, der skruer lidt ned for indkøbene for at bringe deres fyldte lagre ned i takt med, at forsyningssituationen er normaliseret.
Oveni den forventede salgsopbremsning kommer den gode slutspurt på det afsluttede regnskabsår, hvor man sluttede året med 783 mio. kr. i omsætning mod en forventning på 700-760 mio. kr. Slutspurten har sikkert fremrykket omsætning fra det nye regnskabsår – i yderste tilfælde kan man argumentere for, at der er fremrykket op mod 83 mio. kr., da den oprindelige forventning blev bekræftet meget sent i regnskabsåret.
RTX leverede i regnskabsåret et EBITDA-resultat på 108 mio. kr. og et EBIT på 68 mio. kr., hvilket bringer It-selskabet tilbage på niveau med før corona-forstyrrelserne. I hvert fald på EBITDA, men ikke helt på EBIT.
Skuffende tilbagegang i 2023/2024
Konsekvensen af slutspurten i det afsluttede regnskabsår og ikke mindst lagernedbringelse hos kunderne ser vi tydeligt i forventningen til det nye regnskabsår, som er overraskende ringe. RTX forventer nu kun en omsætning på 580-630 mio. kr., og den lavere omsætning slår hårdt igennem på indtjeningen.
I realiteten er det forventede salg tæt på ”break-even” med et forventet EBITDA-resultat på 45-60 mio. kr. og et EBIT-driftsresultat på moderate 5-20 mio. kr.
Forudsætter vi en uændret bruttomargin omkring 46 pct., er der 267-290 mio. kr. tilbage til at dække kapacitetsomkostningerne, der nåede 264 mio. kr. sidste år.
RTX indikerer da også en ”kontrolleret reduktion” i kapacitetsomkostningerne for det nye regnskabsår, hvilket også er nødvendigt for at nå målsætningen om et EBITDA på 46-60 mio. kr. Alternativet er et markant løft af bruttomarginen, og det ligger nok ikke helt i kortene, selvom den kan svinge lidt, afhængigt af bl.a. produktmixet.
Ledelsen siger, at opbremsningen i salget også medfører, at omsætningen i det nye regnskabsår er backend-loadet. Med andre ord skal man som investor vente til 3. og 4. kvartal af regnskabsåret for at få afklaring på, om målsætningen for omsætning nås. Det stiller store krav til investorernes tålmodighed, fordi man alt andet lige må vente mindst to kvartaler for at få en bekræftelse af, om nedgangen er midlertidig eller varig.
Trods de svære udsigter for det nye år fastholder ledelsen den langsigtede målsætning for 2025/26 om en omsætning på 1 mia. kr. og en EBITDA-margin på 16 pct. Det indikerer, at opbremsningen opfattes som midlertidig. Og det er også betryggende, at RTX direkte anfører, at samtaler med kunderne indikerer uændrede ambitioner på mellem og langt sigt.
RTX fortalte også om en ny samarbejdsaftale i health care-segmentet, som vil føre til flere nye produktintroduktioner i de kommende år. RTX anfører endvidere, at aftalen vil være med til at sikre en vækst på 100-200 pct. i healthcare frem mod 2025/26. Da segmentet omsatte for 70 mio. kr. i det afsluttede regnskabsår, indikeres der altså et omsætningsløft på 70-140 mio. kr. de næste år.
Healthcare-salget, som har en aktuel omsætningsandel på ni pct., vil kunne bidrage med næsten halvdelen af den krævede omsætningsvækst for at indfri salgsmålsætningen på en mia. kr.
Ledelsen understøttede sin optimisme ved at lancere et aktietilbagekøbsprogram på 20 mio. kr. Det ligger helt i tråd med udmeldingen fra september om, at frigivelsen af likviditet fra det op mod 50 mio. kr. for høje varelager over det næste års tid ville kunne bruges på aktietilbagekøb.
RTX guidede i august, at man fremover vil stile efter en nettolikviditetsposition på 80-100 mio. kr. Ultimo regnskabsåret er nettolikviditeten opgjort til 137 mio. kr., og det indikerer, at tilbagekøbsprogrammet på 20 mio. kr. er til den lave side. Vi vil ikke blive overrasket, hvis man i 2024 igangsætter et nyt, når det aktuelle program er indfriet.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.