Fra COIN Telegraph, bearbejdet til dansk:
Et kontroversielt forslag fra EU, kaldet “Chat Control”, – se forslaget her – vinder igen frem, hvor 19 ud af 27 EU-medlemslande angiveligt støtter foranstaltningen. Forslaget har tidligere været oppe og vende, hvor den danske regering også støttede forslaget, men hvor oppositionen var i mod.
Planen vil kræve, at beskedtjenester, herunder WhatsApp, Signal og Telegram, skal scanne hver eneste besked, foto og video, som brugere sender fra oktober, selv hvis der er ende-til-ende-kryptering, skriver den populære franske tech-blogger Korben mandag.
Danmark genoptog forslaget den 1. juli, den første dag af landets EU-formandskab. Frankrig, der tidligere var imod, er nu for, sagde Korben med henvisning til Patrick Breyer, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Tyskland og det Europæiske Piratparti.
Belgien, Ungarn, Sverige, Italien og Spanien er også for, mens Tyskland endnu ikke har besluttet sig. Men hvis Berlin slutter sig til flertallet, kan en kvalificeret afstemning i Rådet få planen igennem inden midten af oktober, sagde Korben.
Et kvalificeret flertal i EU-Rådet opnås, når to betingelser er opfyldt. For det første skal mindst 55 procent af medlemslandene, altså 15 ud af 27, stemme for. For det andet skal disse lande repræsentere mindst 65 % af EU’s samlede befolkning.
Forhåndsscanning på enheder før kryptering
I stedet for at svække krypteringen søger planen at indføre “client-side scanning”, hvilket betyder software indbygget i brugernes enheder, som inspicerer indholdet, før det bliver krypteret.
“Lidt som hvis postvæsenet kom for at læse alle dine breve i din stue, før du putter dem i kuverten,” sagde Korben.
Han tilføjede, at det reelle mål ikke er kriminelle, som bruger krypterede eller decentraliserede kanaler, men almindelige brugere, hvis private samtaler nu vil være åbne for algoritmisk overvågning.
Forslaget henviser til forebyggelse af materiale om seksuelt misbrug af børn (CSAM) som sin begrundelse.
Men det vil resultere i “masseovervågning ved hjælp af fuldt automatiseret realtids-overvågning af beskeder og chats og afslutningen på privatlivets fred i digital korrespondance,” skrev Breyer.
Ud over scanning omfatter pakken obligatorisk aldersverificering, hvilket reelt fjerner anonymiteten på beskedtjenester. Digitale frihedsorganisationer opfordrer borgerne til at kontakte deres medlemmer af Europa-Parlamentet, underskrive underskriftsindsamlinger og presse på, inden loven bliver irreversibel.
Frankrig risikerer samfundsmæssigt kollaps på grund af censur
Sidste måned advarede Telegram-grundlægger Pavel Durov om, at Frankrig risikerer samfundsmæssigt kollaps, hvis landet fortsætter ad en vej med politisk censur og overdreven regulering. Durov blev arresteret i Frankrig i august 2024, efter at være blevet anklaget for ikke at moderere sin app for at reducere kriminalitet.
Han hævdede også, at franske efterretningstjenester tidligere på året havde henvendt sig til ham med anmodninger om at censurere pro-konservativt indhold forud for det rumænske valg i maj 2025 — en anmodning, han siger, at han afviste.