Af den politiske aftale fremgår det herom, at »Der etableres en whistleblower-ordning, som giver medarbejdere, virksomheder, organisationer mv. mulighed for at indberette oplysninger om muligt svig med kompensationsordningerne. Det kan eksempelvis være oplysninger, som kommer ansatte i private virksomheder i Danmark i hænde,
og som f.eks. tillidsrepræsentanter eller de faglige organisationer kan indgive på vegne af deres medlemmer.
Ordningen indrettes, således at anmelder er anonym, dog med den undtagelse, at en snæver kreds af betroede medarbejdere i Erhvervsstyrelsen, skal kunne identificere anmelder med henblik på at få oplysninger bekræftet eller uddybet.«
Whistleblowerordninger er et udbredt fænomen inden for det offentlige og i det private erhvervsliv i både ind- og udland. Ordningerne skal tilskynde personer, som har kendskab eller mistanke til ulovligheder eller uregelmæssigheder inden for en organisation eller et retsområde, til at dele deres viden med de rette instanser, så forholdene kan blive afdækket og håndteret.
Erhvervsstyrelsen administrerer aktuelt fem erhvervsrettede kompensationsordninger, der ekstraordinært er etableret for at afbøde konsekvenserne af covid-19. Ordningerne er
etableret ved særskilte aktstykker og bekendtgørelser udstedt med hjemmel i lov om erhvervsfremme (erhvervsfremmeloven): Kompensationsordningen for tab ved aflysning af
større arrangementer, lønkompensationsordningen, kompensationsordningen for selvstændige m.v., kompensationsordningen for freelancere mv. med både A- og B-indkomst,samt kompensationsordningen for virksomheders faste omkostninger.
Det forventes, at Erhvervsstyrelsen samlet vil komme til at udbetale omkring 85 mia. kr. i kompensation under de fem ordninger i deres nuværende form.
For at mindske risikoen for svindel med kompensationsordningerne foretages der allerede i dag en række automatiserede valideringer samt manuelle sagsbehandlinger i forbindelse med modtagelse af kompensationsansøgninger, inden udbetalingen finder sted. Endvidere er kompensationsmodtagere pålagt en række efterfølgende dokumentationskrav med henblik på efterprøvelse af kompensationsgrundlaget. Borgerhenvendelser vedrørende mistanke om svindel med kompensationsordningerne kan spille en væsentlig rolle
i både de forudgående og efterfølgende kontroller.
Formålet med lovforslaget er at etablere en whistleblowerordning, der kan understøtte Erhvervsstyrelsens eksisterende kontrolindsats i forhold til de erhvervsrettede kompensationsordninger i anledning af covid-19. Sådanne oplysninger kan spille en væsentlig rolle i indsatsen for at afdække og mindske svindel og misbrug af ordningerne.