Den tidligere britiske centralbankdirektør Mervyn King har skrevet en særdeles kritisk bog om finanskrisen, finanssektoren og den måde, kapitalismen håndteres på i nutidens samfund.

Han mener, der er noget galt med selve idéen bag den nuværende samfundsorden, og at det er hovedårsagen til jævnlige finanskriser.

Del artiklen:

Det paradoksale er, at ideen til bogen kom fra en kinesisk kollega, der sagde til King: ”Jeg tror ikke, at I rigtigt har fået styr på begrebet penge og bankdrift.” Det gav King ideen til at kigge nøjere på finanssektoren fra den industrielle revolution, hvor papirpenge erstattede guld og andre metaller. Det var dybest set finansiel alkymi, hvor der blev skabt finansiel magt, der trodser realiteterne og sund fornuft, mener han. Økonomer forstod det ikke til bunds, og derfor fik vi f.eks. Depressionen i 30’erne og Den store Moderation i 90’erne med vækst og lav inflation – og finanskrisen. Økonomien reagerede på en måde, som vi ikke forudså, og verdensøkonomien mistede balancen, skriver han. Han afviser ikke kapitalismen, for det er den bedste metode til at skabe vækst. Men der har efter hans opfattelse været en række eksperimenter fra 70’erne som ikke lykkedes, men som tværtimod førte til en enorm stigning i gælden. Inflationen faldt i kraft af den massive billigproduktion fra bl.a. Kina, og vi fik en lav rente, som får investorer til at jagte investeringer, der ikke er gavnlige. Alt er blevet mere og mere løsrevet fra realøkonomien og fornuften. Derfor handler hans bog om idéer.

Banker må ikke ”fabrikere” penge
Derfor må der tænkes nyt. Mervyn King er tilhænger af en idé, der blev udviklet i 1933, Chicago-planen, og som går ud på, at banker skal holde sig til ind- og udlån og have tilstrækkelige likvide aktiver som reserve til at dække indskuddene 100 procent. Øvrige finansielle aktiviteter og kapitalfremskaffelser for f.eks. virksomheder må ske i særskilte institutter. Han skelner mellem smalle og brede banker. Banker må ikke ”fabrikere” penge, som de udlåner. En sådan idé vil møde massiv modstand i banksektoren, erkender King, fordi de vil have ret til at blande risikofyldte investeringer sammen med indskuddene – på deres balancer.

Men det er nødvendigt at bekæmpe moral hazard, dvs. at lave brandmure. Centralbankerne (og staten) skal ikke være den sikre redningskrans, ”lender of last resort,” for bankerne. I stedet for bør centralbankerne fungere som en pantelåner, der yder lån mod sikkerhed, så bankerne kommer til at betale prisen for deres finansielle alkymi – og ikke indskyderne eller skatteyderne. Han erkender, at banksektoren og mange politikere vil stritte imod, men det er på tide at få en finanssektor, hvor de, der forvalter folks penge, også optræder som reelle forvaltere for indskyderne eller investorerne. ”Der er intet specielt ved bankdrift, som skulle få os til at lægge vores fremtid i finansgudernes hænder.”

Hvis ikke finanssektoren bliver reformeret radikalt, er en ny krise en given sag. Renterne kan ikke forblive på det lave niveau, og når de stiger, vil værdierne på aktier og huse falde kraftigt, og det vil ske brat. Den udløsende faktor kan komme i vækstlande som Kina. Industrilandene skal vænne sig til at eftergive gæld, f.eks. over for Grækenland, som det skete over for Tyskland efter anden Verdenskrig.

Han mener, at Tyskland står i et rædselsfuldt dilemma, og at det kan føre til, at Tyskland vil forlade eurozonen, og under alle omstændigheder forudser han en langt skarpere opdeling mellem eurozonen og de øvrige EU-lande. Han mener, at den globale monetære orden bliver meget mere fragmenteret end i dag, og at en multi-polær verden bliver mere ustabil.

Finans-og pengepolitikken kan ikke længere løse opgaven. Desuden må eksportlande som Tyskland og Kina optrappe deres indenrigsøkonomi dramatisk, mens andre lande som USA og en række EU-lande må forbedre produktiviteten og skabe mere konkurrence, f.eks. ved at bryde monopoler op og ved at reducere virksomheders omkostninger. Vækstlandene skal åbne for udenlandske servicevirksomheder, og der skal sættes skub i globale handelsaftaler. Endelig skal valutaerne gøres flydende for at bidrage til en ny ligevægt.

Han udtrykker en ”håbefuld pessimisme.” Han tror ikke, at de nuværende politikere har vilje til at træffe de dristige beslutninger. Han sætter sin lid til næste generation – dém, der kommer til at bære byrden, fordi den nuværende generation ikke vil eller tør gøre det fornødne. Når det ikke er lykkedes at komme ud af stagnationen efter finanskrisen, skyldes det mangel på ideer – mangel på forståelse af, hvordan tingene hænger sammen. En langsigtet reform af penge- og banksystemet og af den globale økonomis institutioner kan kun ske gennem en intellektuel revolution.

læs hele udgivelsen her

Hugo Gaarden

”The End of Alchemy,” Mervyn King, 430 sider, 159,00 kr.

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her