Forsyningskæder er i dag så komplekse og strækker sig ud over adskillige lande, flere leverandører og endnu flere underleverandører. Derfor har mange virksomheder endnu ikke fået ryddet op i deres forsyningskæder og dannet sig overblik over de udfordringer, der ligger og lurer hos leverandører og underleverandører. Ifølge konsulenthuset BCG skal virksomhederne hellere komme i gang i dag end i morgen.
Virksomheder anerkender i stigende grad de enorme risici for selve forretningen og dens omdømme, der ligger skjult i forsyningskæden. Et emne, der bliver ved med at blusse op hver gang en ny krise rammer. COVID-19, krig, naturkatastrofer har konstant stresstestet, hvor sårbare forsyningskæderne er.
Et af de store problemer er, at så snart en virksomhed har en vis størrelse, er det svært at holde styr på kæden af leverandører. Der mangler gennemsigtighed og overblik. Især når ledelsen kommer så langt ned i forsyningskæden, at de også rammer leverandørers leverandører. Det betyder desværre, at få virksomheder har en god forståelse af, hvordan deres arbejde påvirker samfund og miljø.
Det kan knap være gået nogens næse forbi, at presset for at tage større ansvar er støt stigende. Aktionærer og interessenter kræver fokus på etik og bæredygtighed. Førhen har det handlet om omdømme og image. Mange er sluppet afsted med overfladiske tiltag med en PR-vinkel.
Men den går ikke længere. Ifølge BCG vælger 40 pct. af millenialsgenerationen, hvilke virksomheder de gerne vil arbejde for, baseret på ESG-kriterier. Arbejde med ESG fører til udvikling af nye teknologier, bedre relationer med medarbejdere og forbrugere samt en højere profitmargin. Der er altså en grund til, at det er røget øverst på agendaen. Blandt andet EU’s Corporate Sustainability Due Diligence Directive vil kræve, at virksomheder, der opererer i EU, påtager sig ansvar for de miljømæssige og sociale konsekvenser af deres forsyningskæder, herunder leverandører og underleverandører. Virksomhederne vil kunne blive pålagt bøder op til fem pct. af deres omsætning, hvis de ikke lever op til standarderne. Ikke desto mindre er det svært for især de store globale virksomheder at takle ESG-udfordringer med deres forsyningskæder.
Det vil typisk være langt nede i forsyningskæden, at der bliver overset misbrug, f.eks. hos en underleverandørs underleverandør. Her er seks skridt virksomheder kan tage for at komme udfordringen til livs.
1) Skab gennemsigtighed. Som udgangspunkt bør virksomheden danne sig overblik og få en forståelse af alle forsyningskæderne. Dette gøres ved at gennemgå alle led fra start til slut, fra råvaremateriale til færdigt produkt. Herefter vil virksomheden være i stand til at identificere potentielle ESG-risici.
2) Beregn risiko. Virksomheden bør vurdere ESG-risici i fabrikker, distributionscentre og lagre. Det er der forskellige måder at gøre på, afhængigt af ambitionsniveau og ressourcer. En måde er at tildele forskellige risikofaktorer en score baseret på sandsynligheden for, at der vil opstå et problem, samt hvor alvorlig en hændelse vil være, hvis den opstod.
3) Samarbejd med leverandører. For effektivt at takle de risikofaktorer, der har den største indvirkning, er det afgørende at opretholde et tæt samarbejde med leverandører. Man kan udvikle standardiserede processer, som implementeres af hver leverandør. Disse processer skal hjælpe med at identificere specifikke risici og tage de nødvendige skridt for at reducere dem.
4) ESG-risikostyring i centrum. Før man kan ændre på tilgangen til ESG i forsyningskæderne, bør man tage status på, hvordan den nuværende situation ser ud: hvordan lyder eksisterende politikker, involverede roller, funktioner og ansvarsområder. Derefter bør man kortlægge, hvordan man ønsker, at det skal se ud fremover.
5) Center of Excellence. Nogle virksomheder etablerer et Center of Excellence for at give et klart overblik over risikostyring på tværs af hele virksomheden. Det sikrer en kontinuerlig udvikling i ESG-arbejdet med deling af ’best practise’ og løbende opfølgning. Et Center of Excellence kan også organisere træning vedrørende ESG-udfordringer for medarbejdere.
6) Overvåg og revidér. ESG-ledere bør over tid bruge digitale systemer til at holde øje med risici i forsyningskæderne. De bør tjekke regelmæssigt, hvordan leverandører klarer sig og til tider gennemføre personlige tjek hos dem der har den højeste risiciscore.
MAL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.