Regeringens seneste BNP prognose for i år på 1,4 % synes at være rent drømmeri. Handelsbanken har netop udsendt en ny prognose, som ligger på godt en tredjedel af regeringen skøn.
“Desværre var fremgangen i BNP i 1. kvartal i vid udstrækning drevet af midlertidige faktorer, hvilket vi fik bekræftet i de foreløbige BNP-tal for 2. kvartal. Her viste væksten sig direkte negativ med et fald i BNP på 0,3% k/k. Svaghederne i økonomien i 2. kvartal var bredt funderet med fortsat stagnation i privatforbruget samt fald i eksporten og investeringerne. Herudover har vi på det seneste fået yderligere tegn på, at den økonomiske aktivitet er bremset op. Især fremstillingssektoren er kommet i modvind, men overordnet peger erhvervstilliden på, at opsvinget allerede har toppet i denne omgang. På baggrund af de svage BNP-tal for 2. kvartal samt en nedjustering af væksten i årets første måneder, har vi set os nødsaget til at sænke vores skøn for BNP-væksten i år. Vi venter nu, at økonomien kun vil vokse med 0,5% i 2014, mod en tidligere forventning om en fremgang på 0,75%. Endvidere har vi ikke set grund til at ændre ved vores skøn om, at BNP-væksten vil holde sig under 1% i de kommende år. For indeværende ser vi snarere stigende risici på nedsiden for vores i forvejen ellers relativt afdæmpede udsigter for den økonomiske vækst,” skriver Handelsbanken










