Her bør myndighederne gå til angreb på bankerne

Lave indlånsrenter er ikke det grundlæggende problem. Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen bør i stedet se på to ømme knyster: Det dysfunktionelle obligationsmarked og de forkætrede formidlingsprovisioner, som belaster substitutionsprodukterne til bankindlån, skriver finanskommentator Per Grønborg.

Hvis bankerne betaler alt for ringe indlånsrenter, burde kunderne naturligvis overveje at flytte deres penge andre steder hen. I USA ser vi eksempelvis, at de såkaldte pengemarkedsfonde har kronede dage, når bankkunderne kan få en bedre indlånsrente dér, end de kan i deres bank.

Generelt er danskerne konservative med, hvor de placerer deres penge. De fleste går til deres egen bank og spørger, hvor de alternativt kan placere deres opsparing, og rådet fra bankrådgiveren er ofte, at de så kan købe beviser i bankens investeringsforening.

Alternative banker

Så kan de flytte deres opsparing til de nyere banker, som giver kunderne relativt høje indlånsrenter. Bank Norwegian, Santander eller Saxo Bank giver højere indlånsrenter end de fleste andre banker. Eksempelvis Santander Bank giver 2,1 pct. på en konto uden opsigelse, altså hvor man kan hæve, når man vil. Det er noget bedre end f.eks. Danske Banks højrentekonto, hvor man får 1,5 pct. på indskud over 100.000 kr. Stadig er vi dog markant under nationalbankens aktuelle rente på 3,35 pct. eller de ca. 4 pct., man i øjeblikket får i rente på variabelt forrentede realkreditobligationer.

Generelt er der dog en vis usikkerhed hos danskerne i forhold til de nyere og ekspansive banker. Også selvom der som bekendt er en indskydergaranti på indlån på op til 750.000 kr.

Det bringer mig videre til et andet tema, hvor bankerne står betydeligt mere i skudlinjen for et politisk indgreb end på indlånsrenterne. Det handler om de såkaldte substitutionsprodukter, altså bankprodukter, hvor kunderne kan flytte deres opsparing hen og få en betydeligt højere rente.

Alternativet til indlån er naturligvis sikre investeringer, og her taler vi ikke om aktier, men om obligationer. Men der er store problemer med denne form for substitution. Det danske obligationsmarked er nemlig blevet vanrøgtet de seneste 10-15 år, og det fremstår i dag som ikke tilgængeligt for den menige investor.

Kurtagesatserne for aktiehandel er styrtdykket, mens de synlige handelsomkostninger er steget for obligationshandel. Den store skjulte skurk er dog bankernes strakshandelskurser, hvor bankerne tilbyder obligationshandel til faste kurser. Udfordringen er, at når man i toneangivende obligationer stiller priser med et helt kurspoints forskel imellem købs- og salgskurs, bliver det uforholdsmæssigt dyrt at bruge markedet.

EU har ellers indført regler for best execution, som betyder, at banker skal gennemføre værdipapirhandler bedst muligt for kunden. Men tilsyneladende gælder det ikke strakshandelskurser. Måske Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen skulle tage et alvorligt kig på det danske obligationsmarked. I stedet for obligationer vil bankernes rådgivere oftest foreslå, at man køber bankens egne investeringsforeninger eller andre, der betaler provision til banken. Her er udfordringen blot, at MIFID2-reglerne om formidlingsprovision og værdiforbedrende services på femte år er strandet imellem Finanstilsynet og bankerne.

Passivt tilsyn

Altså: Bankerne vil tilsyneladende ikke acceptere den vejledning, Finanstilsynet har udsendt om håndtering af formidlingsprovision og definitionen af de såkaldte værdiforbedrende services – men Finanstilsynet virker passivt.

Endnu mere grotesk er det, at Det Finansielle Ankenævn ikke vil tage stilling til klager over manglende overholdelse af MIFID2-reglerne, men henviser til Finanstilsynet, der til gengæld ikke vil forholde sig til enkeltsager. Så er forbrugeren effektivt sat skakmat.

Hvis bankerne ikke vil betale rente på indlån, bør myndighederne i stedet fokusere på at løse de udfordringer, der er i substitutionsprodukterne – specielt obligationsmarkedet og formidlingsprovisionen fra investeringsforeningerne.

Såfremt vi havde et velfungerende obligationsmarked, ville husholdninger i højere grad placere overskudslikviditet i obligationer og derved reducere bankernes overskudslikviditet. Bliver denne flytning til obligationsmarkedet omfattende, vil det uvægerligt tvinge bankerne til på et tidspunkt at betale en mere konkurrencedygtig rente på deres højrentekonti.

Per Grønborg