I høringsnotatet hedder det bl.a.: ”Dansk Crowdfunding Forening hilser det velkomment, at anpartsselskabers kapitalandele kan udbydes til offentligheden og bemærker, at der bliver en bedre balance til reglerne i flere nabolande. Dansk Crowdfunding Forening anfører desuden, at grænsen på 5 millioner euro anses for afbalanceret, idet udbuddet i en senere periode kan gentages, eller selskabet kan omdannes til et aktieselskab mhp. børsnotering.” Og FSR skriver, at organisationen ”ikke støtter den foreslåede nedsættelse af selskabskapitalen. Dette begrundes med, at historien har vist, at kapitalkravet ikke bør være ”bagatelagtigt”. FSR anfører, at en nedsættelse af kapitalkravet kan medføre svækket tillid til selskabsformen og øget tabsrisiko for kreditorerne. FSR bakker op om forslaget om equity crowdfunding, som efter deres opfattelse er en hensigtsmæssig mulighed for anpartsselskaber til at skaffe selskabskapital. FSR fremhæver dog, at man med lovforslaget væsentligt ændrer på de forskelle, der er mellem aktieselskaber og anpartsselskaber og de opfordrer til, at det undersøges, om selskabsloven indeholder en hensigtsmæssig beskyttelse af selskabsdeltagerne i de situationer, hvor deltagerkredsen i anpartsselskaber er bred som følge af de foreslåede regler om equity crowdfunding.”
Morten W. Langer