Fra Danmarks Statistik:
Industriens produktion faldt i maj
6. juli 2026
I maj faldt industriens produktion med 3,9 pct., men set over perioden marts-maj steg produktionen med 4,7 pct. i forhold til perioden december-februar. Ses der bort fra medicinalindustrien , faldt produktionen i maj med 1,8 pct. men steg med 3,2 pct. i perioden marts-maj sammenlignet med de foregående tre måneder. Alle tal i denne opgørelse, der omfatter danske industrivirksomheders produktion både i og uden for Danmark, er korrigeret for normale sæsonudsving og prisudvikling.
Kraftigt fald i produktionen i transportmiddelindustri
I maj var der faldende produktion i otte ud af 12 branchegrupperinger. Det relativt største fald var i branchegrupperingen transportmiddelindustri , hvor produktionen faldt med 23,6 pct. Set over perioden marts-maj er produktionen i branchegrupperingen steget med 2,3 pct. i forhold til december-februar. Samtidig vægter branchegrupperingen blot 1,5 pct. i det samlede indeks. Dermed har faldet ikke den store betydning for det samlede indeks.
Indeksets vigtigste branchegruppering, medicinalindustri , havde i maj et fald i produktionen på 7,7 pct., og med en vægt i det samlede indeks på 20,0 pct. bidrog branchegruppering mest til det samlede fald. Produktionen svinger en del i medicinalindustrien, og set over perioden marts-maj steg produktionen med 7,6 pct. i forhold til de foregående tre måneder.
Stigende produktion i møbelindustri og anden industri
I maj var det branchegrupperingen møbelindustri og anden industri , der oplevede den største fremgang med en stigning på 5,5 pct. Set over perioden marts-maj steg produktionen i branchen med 4,6 pct. i forhold til foregående tre-måneders periode.
Faldende omsætning i maj
Industriens samlede omsætning faldt 6,6 pct. fra april til maj, men samlet lå omsætningen i perioden marts-maj 4,9 pct. over omsætningen i de foregående tre måneder. I maj faldt omsætningen 7,3 pct. på eksportmarkedet og 4,0 pct. på hjemmemarkedet. Omsætningen indgår sammen med virksomhedernes lagerforskydninger i beregningen af produktionen. I beregningen af produktionen antages det, at virksomhederne enten sælger deres producerede varer, eller lægger dem på lager. Produktionen beregnes ved at korrigere månedsomsætningen for lagerbevægelser og derefter omregne til mængder ved at deflatere med producentprisindekset. De offentliggjorte tal for omsætning er målt i løbende priser og er korrigeret for normale sæsonudsving.
Revisioner af tidligere offentliggjorte tal
Den samlede industriproduktion steg 7,9 pct. i marts og faldt 1,0 pct. i april. Dermed er udviklingen i produktionen nedjusteret med 0,4 procentpoint i marts og opjusteret 0,1 procentpoint i april i forhold til den seneste offentliggørelse. Revisionerne skyldes forsinkede og ændrede indberetninger fra virksomhederne. Desuden er revisionerne i mindre grad påvirket af ændringer i sæsonmønstret som følge af, at modellen for sæsonkorrektion nu indeholder en periode mere.
Øvrige indikatorer for eksport
På emnesiden Import og eksport af varer og tjenester findes bl.a. statistik om eksport, som alene omfatter varer, der krydser den danske grænse. Statistikken på emnesiden Industriens produktion og omsætning omfatter både salg af varer produceret i og uden for Danmark. Mange danske virksomheder har valgt at flytte deres produktion ud af landet. Derved bliver en stor del af eksportomsætningen, der indgår i Industriens produktion og omsætning , produceret i udlandet. Der kan derfor være forskelle i udviklingstendenserne i de to statistikker. Betalingsbalance og udenrigshandel for maj bliver offentliggjort d. 9. juli 2026 . Desuden har Danmarks Statistik temasiden: Et overblik over dansk økonomi , som bl.a. viser udvalgte konjunkturindikatorer.
Industriens produktion, sæsonkorrigeret. Maj 2026
Industriens produktion og omsætning maj 2026
Kilder og metode
Metoden er beskrevet i statistikdokumentationen om industriens produktion og omsætning . Se også emnesiden Industriens produktion og omsætning. Brancherne i industrien er grupperet i fire grupper. Investeringsgoder er produktionsmidler i form af fast realkapital fx maskiner. Mellemprodukter er materialer, som andre erhverv videreforarbejder, fx kemiske produkter. Varige forbrugsgoder er fx møbler. Ikke-varige forbrugsgoder er fx fødevarer, tøj og medicin.
Kilde: Danmarks Statistik, https://www.dst.dk/Site/Dst/Service/Newsletter/link.aspx
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.







