Med et afkast på 22,4 % blev 2014 et meget tilfredsstillende år for Basisporteføljen. Det blev også en demonstration af, at en forsigtig og stabil investeringsstrategi lønner sig i længden.
Basisporteføljen følger en defensiv investeringsstrategi, og det betyder at vi ofte vil halte lidt efter markedet i kursmæssige højkonjunkturer. Årsagen hertil er, at optimismen i sådanne perioder ofte er overdreven, og det øger risikoen for store og hurtige tab, når den sunde fornuft på et tidspunkt vender tilbage til markedet. Og det gør den altid. Et afgørende element i Basisporteføljens investeringsstrategi er at beskytte kapitalen, og vi holder os derfor væk fra aktier som handles til ekstremt høje forventninger. Det koster nogle gange en mistet gevinst, og et eksempel herpå er Ambus stigning på 38 % i december. Ambu er en af de aktier, som vi tidligere har tjent godt på, men en forventet Price/Earning på over 30 betyder, at vi holder os på afstand.
Til gengæld betyder den forsigtige strategi, at vores tab under nedturer på aktiemarkedet normalt også er forholdsvis beskedne, og resultatet af den strategi har siden Basisporteføljens start været en stor succes med et afkast, som markant har overgået markedets gennemsnit. Set i det perspektiv blev 2014 en positiv overraskelse, da Basisporteføljens afkast også i et stærkt marked overgik markedsafkastet. Basisporteføljen gav således et afkast på 22,4 % i et marked, hvor Copenhagen Benchmark steg 16,0 %.
Efter tre år i træk med to-cifrede procentstigninger på aktiemarkedet forventer vi et svagere 2015. Men vi ser frem til at gøre 2015 til endnu et overskudsgivende år for AktieUgebrevets abonnenter.







