Kommentar: Som forventet får Conferize ikke tegnet minimumsbeløbet ved den netop gennemførte emissionsperiode. Selskabet oplyser, at der nu gennemføres en ny emission med et garanteret tegningsbeløb på 10 mio. kr. Spændende hvem der står bag garantien, om det er blandt andet Lars Kolind og Allan Søgaard-Larsen. Det oplyses der ikke noget om i nedenstående børsmeddelelse. Der gives heller ikke oplysninger om tegningskursen samt garantiomkostningen for selskabet – og dets aktionærer. Den er antageligt meget høj.
————————————————————————————————-
Meddelelse fra Conferize:
Fortegningsemission i Conferize A/S gennemføres ikke. Ny ledelse og ny garanteret emission planlægges.
Conferize styrker ledelsen, fokuserer strategien og planlægger ny aktietegning.
Fortegningsemission gennemføres ikke
Bestyrelsen i Conferize A/S har på baggrund af den opnåede tegning af nye aktier i den netop afsluttede fortegningsemission besluttet ikke at gennemføre udbuddet.
Det fastsatte minimumudbud på 1.274.363 nye aktier, der skulle indbringe Conferize A/S et bruttoprovenu på DKK 8,5 mio., er ikke blevet tegnet, og udbuddet vil som følge heraf ikke blive gennemført.
Modtagne tegningsordrer vil automatisk blive annulleret, og de nye aktier vil ikke blive udstedt. Modtagne tegningsbeløb vil blive refunderet (med fradrag af eventuelle transaktionsomkostninger) til investorerne hurtigst muligt.
En revideret plan for Selskabet
Bestyrelsen har drøftet en revideret plan for selskabets fremtid med en række større aktionærer. Planen indebærer en mere fokuseret strategi samt styrkelse af både ledelse og bestyrelse. På den baggrund har en række investorer givet tilsagn om at bakke selskabet op og garantere et minimumsudbud på DKK 10,0 mio. i forbindelse med en ny aktieemission.
Selskabet vil derfor snarest muligt indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at opnå bemyndigelse til at gennemføre et nyt udbud af aktier rettet mod selskabets aktionærer. Tegningsperiode og de nærmere vilkår vil over de næste uger blive konkretiseret og vil snarest muligt blive offentliggjort i en selskabsmeddelelse.
Skærpet kommercielt fokus
Den nye fokuserede strategi bygger på den forbedrede vækst selskabet har oplevet med deres nye version af EMS (Event Management System), der blev lanceret den 30. november 2018. Fokus skal i endnu højere grad rettes mod tiltag, der skal sikre stigende indtægter. Det betyder skærpet kommercielt fokus i den videre udvikling af nye features på platformen, øget marketingbudget og generel optimering af organisationen.
Ændringer i ledelse og bestyrelse
Den nye fokuserede strategi medfører samtidig ændringer i ledelse og bestyrelse. Conferize er nu ikke mere et udviklingsselskab, men en kommerciel virksomhed med fokus på at skabe værdi for kunderne og indtægter til selskabet. På den baggrund har bestyrelsen og direktør Martin Ferro-Thomsen i fællesskab besluttet, at der fremadrettet skal nye kræfter i direktionen.
I forbindelse med den kommende ekstraordinære generalforsamling ændres ledelsen således, så direktionen fremadrettet består af Steen Tromholt, som konstitueret CEO og nuværende CFO Søren Dalsgaard Hansen.
Samtidigt bliver bestyrelsen styrket ved opstilling af Lars Kolind og yderligere to-tre nye bestyrelsesmedlemmer. Den nuværende bestyrelsesformand Steen Tromholt fortsætter i bestyrelsen som menigt medlem og Martin Ferro-Thomsen udtræder ved samme lejlighed af bestyrelsen. Martin Ferro-Thomsen vil fremover fungere som strategisk rådgiver.