Ny uro sænker tempoet i den globale vækst
Aktie- og obligationsmarkederne faldt i ugens løb som reaktion på stigende usikkerhed om den økonomiske vækst og med frygten for, at Ebola spredes til den vestlige verden. De europæiske aktier blev hårdest ramt, da frygten for recession genopstod efter et kraftigt fald i Tysklands fabriksordrer og industriproduktion for august. Euro Stoxx 50-indekset er nu slået tilbage til niveauet fra primo august, hvor usikkerheden vedrørende krisen i Ukraine var på sit højeste. OECD’s ledende indikator bekræftede desuden den aftagende vækst på de vestlige markeder, da tallene for august viste nedgang for G3-landene for femte måned i træk. Det er normalt et tegn på, at man skal holde lav aktieeksponering, da der ofte sker større korrektioner i perioder med faldende nøgletal. Vi ser positivt på aktiemarkederne på mellemlangt og langt sigt, men den seneste makroøkonomiske udvikling samt de aktuelle risikofaktorer taler for en vis forsigtighed på kort sigt.







