Udlandets udsalg af danske aktier fortsætter, og at dømme efter sidste uges nedtur på det danske aktiemarked, kan de danske investorer ikke længere holde kurserne oppe.
Udlandet nettosolgte således danske aktier for 847 mio. kr. i sidste uge, og på en måneds sigt har udsalget været på 4.954 mio. kr. Altså næsten 5 mia. kr.
Det svarer stort set til det beløb de danske selskaber i samme periode har pumpet ud på markedet ved tilbagekøb af egne aktier. En sådan efterspørgsel kan måske holde kurserne oppe på kort sigt, men det minder om historien om manden, som fodrede hunden med dens egen hale.