I AktieUgebrevet nr. 16/2014 skrev vi om resultatet af den salgsproces, som Dantherm havde gennemgået i de forudgående seks måneder. Processen endte med et salg af telecom-divisionen til en kinesisk partner med endelig closing inden udgangen af maj måned 2014. Siden da er månederne gået, og closing er blevet udskudt gang på gang, da godkendelsen fra de kinesiske myndigheder ser ud til at trække ud i det uendelige.
En så langstrakt closing-proces skaber en masse usikkerhed hos aktionærerne, men selvfølgelig også i selve virksomheden, hos de ansatte, kunder, leverandører etc. Det ses også tydeligt på aktiekursen, der siden salgsmeddelelsen i grove træk er faldet fra kurs 15 til kurs 10, svarende til en markedsværdi på 72 mio. kr.
CEO Torben Duer kan overfor AktieUgebrevet (naturligvis) ikke kommentere yderligere på, hvornår closing finder sted, men han bekræfter, at det som udmeldt stadig er det absolutte fokus at få gennemført salget hurtigst muligt.






