Det Århus-baserede konglomerat Schouw & Co fremlagde regnskab for 3. kvartal i mandags. På en ellers sur aktiedag, hvor C20 lukkede omkring 1 % nede, gik aktien i Schouw & Co imod strømmen. Den lukkede omkring 2 % oppe efter en overgang at have været 4 % oppe. Det indikerer tydeligst af alt hvilken kvalitet der var i regnskabet, som blev krydret med endnu en lille opjustering af toppen af EBIT-ranget og et pænt løft af bunden. Der var fremgang over hele linjen på EBIT-niveau, trods en noget mere beskeden udvikling i aktivitet og omsætning.
Omsætningen for de første tre kvartaler blev på 8.682 mio. kr. svarende til en lille fremgang fra sidste års 8.661 mio. kr., mens der på helt kort sigt (3. kvartal) sås en nedgang på omkring 2 % fra 3.703 mio kr. til 3.618 mio. kr. Det er vigtigt at notere sig, at nedgangen alene kan henføres til faldende råvarepriser hos BioMar, som er den største forretning i Schouw-familien. Råvareprisfaldet har ikke ramt indtjeningen, og det betyder, at alle forretninger har været med til at drive fremgangen og især fremgangen i EBIT på næsten 10 % fra 692,1 mio. kr. til 774,8 mio. kr., som også førte til årets anden opjustering.







