Vi har ofte talt om G4S som en mere sikker havn end det generelle aktiemarked. Og i disse uger, hvor usikkerheden synes at være tiltaget på markederne, er det på sin plads at følge op på G4S, som på den danske børs er steget 15 % i år. Er den stadig en sikker havn?
Aktien startede året på Nasdaq OMX Copenhagen i kurs 26 og er nu 15 % oppe i kurs 30 efter at have toppet omkring kurs 31-32 de seneste uger. Ser vi på kursen i London, hvor størstedelen af aktiens omsætning ligger, er billedet noget anderledes og mindre imponerende. Aktien startede året i 274 pence og ligger nu i 290 pence efter at have toppet i 309,8 for et par uger siden. 290 pence svarer til en ganske moderat fremgang på små 5 %. Den store forskel mellem det danske og engelske afkast skal findes i kursen på britiske pund, som er 8 % oppe i år.
Udviklingen passer ganske godt med vores konklusion fra midten af november 2014 i kølvandet på periodemeddelelsen for 3. kvartal og selskabets kapitalmarkedsdag: ”På lidt længere sigt synes der at være gennemført en vellykket turnaround i G4S, og vi ser en god mulighed for, at aktien vil nå de tidligere niveauer fra 2013 på omkring 300-310 pence i løbet af de næste seks måneder. Det svarer til en upside på lige over 10 % til et niveau omkring 28-29 kr., forudsat at GBP-DKK kursen fortsætter på samme niveau.”
Til trods for den store stigning i danske kroner er aktien altså ikke blevet meget dyrere relativt set, fordi værdiansættelsen tager udgangspunkt i noteringen i London.







