Genmab præsenterede i begyndelse af marts et årsregnskab for 2014, der viste en omsætningsvækst på 28 % til 850 mio. kr., samt næsten en fire-dobling af driftsoverskuddet til 265 mio. kr. Resultatet efter skat er også steget nydeligt fra 112 mio. kr. i 2013 til 301 mio. kr. i 2014.
Selskabets omsætningsfremgang bæres alene af en markant fremgang i milepælsindtægter, som er steget med 275 mio. kr. til 386 mio. kr. Langt hovedparten, dvs. 271 mio. kr., relateres til milepælsbetalinger fra partneren Janssen for CD38-antistofprogrammet Daratumumab.







