Ambu var december måneds helt store succeshistorie med en kursstigning på 38 %, og det overraskede os en hel del. I vores analyse af Ambus årsregnskab i AktieUgebrevet nr. 40/2014 konkluderede vi således, at Ambu stadig var et godt valg indenfor sektoren Medical Equipment, men at aktiens stigning på over 200 % de seneste to år havde indarbejdet markedets høje forventninger til selskabet i kursen. Dette blev underbygget af en forventet Price/Earning for 2015 på 30, som var næsten dobbelt så høj som brancemedianen på 18.
Vores vurdering på dette tidspunkt var at der sandsynligvis kun var udsigt til en moderat kursstigning på maksimalt 5-10 % i 2015, og dette synspunkt blev tilsyneladende delt af Ambus adm. direktør, som den 27. november udnyttede en optionsordning til at indløse en gevinst på 32,7 mio. kr. Men det viste sig at være dårlig timing, da Ambus aktiekurs derefter gik amok.







