Da vi senest skrev om Topsil i årets første nummer af AktieUgebrevet (nr. 01/2015) luftede vi muligheden for, at 2015 kunne blive vendepunktet, og at aktien i første omgang kunne nå 0,50 i kølvandet på en afklaring af reklamationssagen. Det sidste skete, da aktien nåede et niveau omkring 0,52 forud for 2014-regnskabet, der blev fremlagt i den forgangne uge. Aktiekursens fald på lidt mere end 10 % efter regnskabet illustrerer dog tydeligt, at markedets tro på, at 2015 for alvor bliver vendepunktet er faldet lidt, omend vi må præcisere, at vi ser 2015-udmeldingen som lidt forsigtig.
Regnskabet indeholdt desværre ikke den længe ventede lukning af reklamationssagen, som har kostet selskabet så dyrt i 2014. Reklamationen er lukket på kundesiden, som det blev meddelt i starten af februar. Kunden har valgt at genoptage leverancer fra Topsil, men på et lavere niveau, således at den resterende minimumskøbsforpligtelse i kontrakten, som udløber i 2015, er blevet fordelt over 2015 og 2016.







