Investorerne beviste allerede før den endelige børsintroduktion, at forventningerne til NNIT´s fremtid er større end vanligt. Novo Nordisk hævede således i starten af ugen op til børsintroduktionen i fredags udbudsprisen på it-selskabet. Det skete efter overvældende stor interesse for at deltage i udbuddet. Den store optimisme skal primært forklares i NNIT´s solide vækst over de seneste år, men NNIT står også over for en række knuder, som selskabet endnu har til gode at løse, når blikket rettes lidt længere ud i fremtiden, og målet om at øge nettoomsætningen med mindst 5 % om året og fastholde overskudsgraden på mindst 10 % skal indfries.
For investorerne tæller det på plussiden, at Novo Nordisk i en årrække fortsat vil være en kontrollerende og aktiv ejer, og ikke mindst stadig storkunde. Novo Nordisk fornyede tilbage i september 2014 en række større kontrakter, der rækker tre-fem år frem i tiden. Det tiltaler investorernes risikoprofiler, og både Danske Bank og SEB vurderer, at investeringscasen ser ganske lovende ud. Men bankernes analyser og børsprospektet viser ved nærmere læsning også en række udfordringer for NNIT.







