Onxeos kraftigt forbedrede 2014-resultat skyldes udelukkende en fremgang i omsætningen på hele 1.400 % til 22,1 mio. EUR primært drevet af milepæls- betalingen på 25 mio. USD fra partneren Spectrum i forbindelse med FDA’s godkendelse i sommeren 2014 af Beleodaq som behandling af patienter med resistent/tilbagevendende perifert T-celle lymfekræft (PTCL). Onxeos royaltyindtægter, som dækker over salg på det amerikanske marked af Beleodaq samt forkølelsessårmedikamentet Sitavig, steg med 115 % til 1,6 mio. EUR. Det anslås, at Beleodaqs totale markedssalg i 2015 har været på 5 mio. USD.
Onxeos udgiftsside er til gengæld også steget betydeligt, nemlig med 59 % til 26,7 mio. EUR. Halvdelen af stigningen, dvs. ca. 5 mio. EUR, stammer dog fra engangsomkostninger i forbindelse med fusionen mellem Onxeo og TopoTarget i sommeren 2014. Den øvrige driftsudgiftsstigning er relateret til administration og forskning, som er steget med knap 30 % til 20,7 mio. EUR. Forskningsmidlerne er primært anvendt på fase III studiet med Livatag i levercancer, fase II studiet med Validive i svær oral mucositis (slimhindebeskadigelse) samt fase I afprøvning med Beleodaq i første linje PTCL.







