Per Aarsleff er en af de stille eksistenser på børsen, som får alt for lidt opmærksomhed i forhold til de leverede resultater. Her er der ingen voldsomme nedjusteringer, dramatiske direktørfyringer, mediesøgende bestyrelsesformænd osv. Kort sagt er Per Aarsleff slet ikke fuldt med tiden, men koncenterer sig i stedet på god gammeldags vis om at tjene penge til sine ejere.
Og det gør de rigtig godt. Per Aarsleff har fordoblet omsætningen de seneste fire år, og i samme periode har man femdoblet bundlinjeresultatet. Succes’en skyldes ikke en enkeltstående begivenhed, men en målrettet styring af virksomheden ud fra holdningen, at indtjening går forud for vækst.
Hvis vi tager de rigtigt langsigtede briller på, så viser kursgrafen i højre spalte, at Per Aarsleff nærmest er skræddersyet til en langsigtet investering. En investering i Per Aarsleff i begyndelsen af 1990’erne havde givet et afkast på 11 % p.a. til dem, som holdt fast i aktien under aktiemarkedets op- og nedture.