Schouw & Co. sætter farten op med opkøb og nye investeringer. Selv om tiden kræver fokusering, vil investorerne næppe presse på for at få en opsplitning af konglomeratet – i hvert fald så længe Schouw-aktien i den grad kan uddistancere det øvrige aktiemarked.
Med Schouw & Co.’s opkøb af Borg Automotive skal der lægges yderligere cirka 800 mio. kr. til konglomeratets forventede omsætning i 2017. Den når dermed op på 16,4 mia. kr., mod 14,4 mia. kr. i 2016. Dermed har koncernen i 2016 og 2017 markant løftet sig ud af den stilstand i omsætningen, der har præget de foregående fem år, hvor omsætningen har svinget omkring 11-12 mia. kr.
Købet af Borg, der ”refabrikerer” brugte autodele, har forsynet konglomeratet med det sjette ben, som ledelsen i nogen tid har været på udkig efter. ”Det indgår i vores strategi, at vi vil have fem til syv ben. Men med det seneste opkøb har vi nok at se til, så der kommer nok ikke flere ben til foreløbig,” siger adm. direktør Jens Bjerg Sørensen. Han understreger, at Schouw & Co. i en periode nok snarere vil satse på bolt on-opkøb til de eksisterende datterselskaber.
Aktien slår de fleste
Accelerationen af omsætning, indtjening og pengestrømme har på kort tid medført en helt ny værdiansættelse: Alene siden november er markedsværdien steget 5,1 mia. kr. til nu 15,8 mia. kr. Blandt LargeCap-selskaberne på børsen er det kun Genmab og DFDS, der over det seneste år er steget mere end Schouw.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Formue nr. 13/2017.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.