Når det gælder FLSmidth har vi tidligere sagt at det er shorthandlernes positioner i aktien, man bør benytte som pejlemærke for, hvornår aktien bør købes. Det holder vi fast i, og på den baggrund giver de seneste to dages stigning på næsten 10 % ikke anledning til at købe aktien endnu.
Efter at stigningen startede tirsdag var der sidst på onsdagen kun kommet en enkelt indberetning til Finanstilsynet om en ændret shortposition, og den var ganske beskeden. AQR Capital Management havde således reduceret deres shortposition fra 2,11 % til 2,08 %.
Det er ikke tilstrækkeligt til at påvirke kursen nævneværdigt, og der er derfor ikke noget som tyder på at shorthandlerne står bag de seneste to dages kursstigning i FLSmidth. Eftersom de tilsyneladende slet ikke deltager i opkøbet af FLSmidth-aktien tyder det tværtimod på, at de ikke anser stigningen for at være holdbar.
Er du ikke abonnent på Økonomisk Ugebrev Formue / AktieUgebrevet endnu, kan du tegne abonnement her







