Solar meddelte tirsdag, at man allerede er lykkedes med at frasælge de tyske aktiviteter, som man satte til salg i november i forbindelse med den nye strategiplan fra relativt nytiltrådte CEO Anders Wilhjelms hånd. Det er ganske hurtigt, og umiddelbart er det også en fornuftig pris.
De tyske aktiver sælges til den franske spiller Sonepar for en ikke oplyst pris. Det bliver dog oplyst, at transaktionen vil medføre en gevinst i niveauet 50 mio. kr. i forhold til den bogførte værdi. Transaktionen forventes at lukke i slutningen af april, hvorfor der vil indgå ca. 4 måneders underskud i Solars 2015-resultat. Et underskud der beløber sig til 20 mio. kr. ifølge CFO’s udtalelser på telefonkonferencen. Der bliver derfor tale om en nettopåvirkning på resultatet på 30 mio. kr. i 2015.
Hvad der er mere interessant, er det kontante provenu, som beløber sig til 280 mio. kr. inkl. den nævnte gevinst på 30 mio. kr. Det betyder principielt, at Solar næsten bliver gældfrit efter transaktionen, da den nettorentebærende gæld foreløbigt er opgjort til 302 mio. kr. ultimo 2014.







