Fra Handelsbanken:
Det amerikanske ISM-indeks for servicesektoren, der tager temperaturen på situationen i den store serviceindustri, faldt overraskende fra 55,5 til 51,4 i august – der var ventet et fald til 54,9
• Det er det største fald på en måned siden finanskrisen hærgede i efteråret 2008 og indekset er nu på det svageste niveau i seks år
• Udviklingen følger et tilsvarende overraskende stort dyk i ISM for fremstillingssektoren, og giver et bekymrende signal om styrken af amerikansk økonomi. Dagens fald er ekstra bekymrende, da servicesektoren er set som det der skal drive amerikansk økonomi
• Samlet peger ISM-indeksene på, at den økonomiske vækst står over for en fornyet opbremsning i i 2. halvår, og peger på en årsvækst i omegnen af 0,5% til 1,0% i amerikansk økonomi hen mod årsskiftet (se figur)
• Hertil kommer, at signalerne for udviklingen på arbejdsmarkedet også peger på en opbremsning. Et vejet gennemsnit af beskæftigelsesindeksene i de to ISM opgørelser, indikerer, at der er risiko for stagnation i beskæftigelsen når vi kommer hen mod årsskiftet (se figur)
• Hvis der således var nogen tilbage der ventede, at Fed ville sætte renten op i september, så må den sidste tro på det være fuldstændigt elimineret. Endvidere vil de store fald også sætte spørgsmålstegn ved om en december renteforhøjelse kan blive til noget, og vi vil se en svagere USD og lavere renter.
• De svagere økonomiske signaler fra tre af de ‘store’ nøgletal i denne måned, vil formentlig også tynge på aktiemarkederne – om end den stigende sandsynlighed for at Fed vil holde renten i ro stadig kan holde hånden under markedet
• De faldende aktivitetsindikatorer kan muligvis afspejle, at virksomhederne er i gang med at tilpasse deres investerings- og ansættelsesplaner i lyset af de seneste års fald i profitmarginerne – en udvikling som vi gennem en periode har advaret imod kunne give anledning til en økonomisk opbremsning
• Man skal dog muligvis slå lidt koldt vand i blodet da kombinationen af så store overraskende fald i begge indeks kan give anledning til at tro, at der er nogen ekstraordinære kræfter på spil, som for eksempel problemer med sæsonkorrektionen – så næste måneds tal bliver ekstremt spændende for at se om der er tale om en mere vedvarende opbremsning