Måske er det en tilfældighed…
Men det virker påfaldende at der i går kom et potentielt købstilbud på Bang & Olufsen efter en tilsyneladende ubegrundet kursstigning de seneste 14 dage.
Som det ses af nedenstående figur har der været to markante kursudsving i B&O-aktien her i efteråret, og de relaterer begge til regnskabsmeddelelser. Først styrtdykkede kursen i forbindelse med årsregnskabet 2014/15, og derefter steg den igen efter 1. kvartalsregnskabet 2015/16. Men den seneste stigning standsede omkring kurs 48 (illustreret ved den røde linje i figuren), og derefter sivede kursen nedad igen.
Men i begyndelsen af november skete der noget. Her startede B&O-aktien en markant stigning, som sendte kursen forbi den grænse ved 48 som 1. kvartalsregnskabet ikke havde formået at bryde, og ved børsens lukketid onsdag var B&O steget med 24 % i november. Der lå ingen nye oplysninger i form af børsmeddelelser bag denne kursstigning.
På helt kort sigt er det også interessant at B&O-aktien torsdag steg med 8 % inden selskabet kl. 14:11 udsendte en børsmeddelelse om det mulige købstilbud. Måske var det også en tilfældighed…