Vestas-formand Bert Nordberg vil gerne have en stabil ankerinvestor med en større aktiepost ind i ejerkredsen. Stadig flere børsnoterede selskaber får rent faktisk ankerinvestorer, blandt andet er de store familiefonde ivrige opkøbere. I bedste fald kan det give velplanlagt langsigtet vækst. I værste fald dæmper det ledelsens motivation. God governance er afgørende, med adskillelse af selskabernes bestyrelser og ejerfondene.
Det ville være trygt at få en ankerinvestor ind i Vestas spredte aktionærkreds, mener formanden for vindmøllekoncernens bestyrelse, Bert Nordberg. Han kunne ikke lokke en stor erfaren investor ind som aktionær med 15-20 procent, da han tiltrådte i 2012, da Vestas var i krise. Og i dag vil det blive rigtigt dyrt at købe en stor aktiepost i Vestas. Bert Nordberg vil gerne have en langsigtet ejer, som bestyrelsen kan diskutere med, og som giver langsigtet stabilitet. Måske vil han også gerne sikre virksomheden bedre mod kapitalstærke internationale teknologikoncerner eller kapitalfonde, der bliver interesserede i Vestas.
Stadig flere ankerinvestorer
I givet fald står han næppe alene med sine synspunkter. Selv om formænd og topchefer for børsnoterede selskaber erklærer sig åbne overfor overtagelsestilbud (det skal de jo), så ønsker mange af dem at blive ved med at stå i spidsen for en selvstændig virksomhed.
Og en del ønsker sig også lidt mere uafhængighed overfor et aktiemarked, som de anser for kortsigtet. Se blot den seneste uges tumult omkring udviklingen i Pandora-aktien. En ankerinvestor vil, forestiller man sig, kunne acceptere langsigtede investeringsplaner med nedgang i den frie pengestrøm og deraf følgende begrænsning af aktietilbagekøb og udbytteudbetalinger.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Formue nr. 15/2017.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.
