USA, Iran og Oman ser ud til at nærme sig en midlertidig aftale om skibstrafikken gennem Hormuzstrædet. Situationen er dog fortsat præget af modstridende udmeldinger om, hvem der egentlig forhandler, hvad der allerede er aftalt, og om ordningen blot skal være midlertidig eller kan give Iran en mere varig kontrol over den strategisk afgørende sejlrute.
Præsident Donald Trump sagde sent tirsdag, at samtalerne med Iran bevæger sig “meget fint fremad”, og at en aftale muligvis kan blive annonceret inden for en eller to dage. Samtidig fastholder Iran, at der ikke foregår egentlige freds- eller våbenhvileforhandlinger med USA. Ifølge Teheran handler de aktuelle forhandlinger alene om en iransk-omansk model for genåbning og administration af Hormuzstrædet.
To forskellige fortællinger om forhandlingerne
Den iranske regering forsøger at fremstille processen som et regionalt anliggende mellem Iran og Oman. Det iranske statsmedie IRIB har ifølge Al Jazeeras løbende dækning understreget, at drøftelserne mellem Teheran og Muscat ikke er forhandlinger med USA.
Iran siger dermed, at samtalerne drejer sig om de praktiske og juridiske rammer for skibstrafikken gennem strædet. USA er uden tvivl en væsentlig faktor, men Washington er ifølge den iranske udlægning ikke en formel part i selve den iransk-omanske proces.
Det Hvide Hus fremstiller sagen anderledes. Trump hævder, at den amerikanske regering har “meget gode diskussioner” med iranske repræsentanter som led i en intensiv forhandlingsproces. Udtalelsen blev oprindeligt refereret af Reuters. Reuters-artiklen om Trumps udtalelser beskriver præsidentens optimisme om en snarlig genåbning.
Trump har samtidig bevaret truslen om nye militære angreb. Hvis Iran igen trækker sig fra en aftale, vil landet ifølge præsidenten blive “ramt virkelig hårdt”. Hans signal er dermed dobbelt: Diplomatiske fremskridt er mulige, men den militære mulighed er fortsat på bordet.
En foreløbig 60-dages ordning
Den aftale, der ifølge flere medier forhandles om, skal i første omgang gælde i 60 dage. Bloomberg nævnes i ZeroHedge-artiklen som kilde til, at USA, Iran og Oman forbereder en sådan ordning, men artiklen indeholder ikke et direkte link til Bloombergs dækning.
Ifølge Axios’ beskrivelse af aftaleforslaget skal ordningen genåbne Hormuzstrædet og samtidig skabe grundlag for en genoptagelse af våbenhvilen og senere forhandlinger om Irans atomprogram.
Aftalen skal efter Axios’ oplysninger omfatte følgende:
- Skibe på vej ind i Den Persiske Golf skal benytte en nordlig rute gennem iransk farvand.
- Iran skal koordinere den indgående trafik.
- Skibe på vej ud af Golfen og mod Det Arabiske Hav skal sejle gennem en sydlig rute på den omanske side.
- Oman skal koordinere den udgående trafik i samarbejde med Iran.
- Der skal ikke opkræves told eller transitafgifter i den første 60-dages periode.
- Søminer i den midterste sejlrute skal ryddes inden for 30 dage.
- Når den midterste rute er ryddet, skal Iran og Oman forhandle om en mere permanent trafikordning.
Modellen giver Iran en direkte administrativ rolle i forhold til skibe, der sejler ind i Golfen. Det er væsentligt, fordi Iran dermed kan opnå en grad af formel indflydelse over energitransporten, som landet ikke havde før krigen.
CBS beskriver både en model med og uden serviceafgifter
CBS News’ løbende dækning illustrerer, hvor omskiftelig processen er.
En iransk kilde fortalte CBS, at de overordnede principper i aftalen i store træk var på plads. I denne version skulle skibe sejle ind gennem den iranske kanal og ud gennem den omanske, mens der samtidig skulle opkræves en “serviceafgift”, som Iran og Oman skulle dele. Pengene kunne blandt andet knyttes til sikkerhed, miljøbeskyttelse og administration af skibstrafikken.
Senere rapporterede CBS imidlertid, at det aktuelle forslag ikke indeholdt told eller serviceafgifter under den midlertidige ordning. De to beskrivelser kan afspejle, at forslaget er blevet ændret under forhandlingerne, eller at der fortsat eksisterer flere konkurrerende udkast.
Uenigheden kan også delvist være sproglig. Iran og Oman kan undlade at kalde en betaling for “told” eller “transitafgift”, men senere opkræve penge for maritime tjenester, sikker navigation, logistik eller miljøbeskyttelse.
Minerydning og blokade er afgørende spørgsmål
En formel aftale vil ikke nødvendigvis være tilstrækkelig til at få den normale skibstrafik i gang igen. Søminer, militære operationer og forsikringsselskabernes risikovurderinger kan fortsat gøre sejladsen vanskelig eller urentabel.
Ifølge Axios skal parterne forsøge at rydde den midterste sejlrute inden for 30 dage. Der har også været drøftelser om, at tredjelande eller internationale aktører kan deltage i minerydningen.
For Iran er ophævelsen af den amerikanske flådeblokade et centralt krav. Iranske kilder har ifølge den oprindelige artikel gjort gældende, at strædet ikke nødvendigvis vil blive genåbnet, selv om et nyt memorandum bliver underskrevet, hvis USA fortsat opretholder blokaden eller andre militære begrænsninger.
USA synes omvendt at ønske en trinvis model, hvor amerikanske lempelser gennemføres i takt med, at Iran åbner ruterne, fjerner miner og giver kommercielle skibe fri passage.
USA spiller efter alt at dømme en aktiv rolle
Selv om Iran offentligt understreger, at samtalerne foregår mellem Iran og Oman, rapporterer Axios, at Det Hvide Hus har været direkte involveret i processen.
Ifølge mediet har der været flere samtaler mellem Trumps udsending Steve Witkoff, den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi og Omans udenrigsminister Badr al-Busaidi. Også Qatar, Pakistan og Saudi-Arabien skal have bidraget til mæglingsarbejdet.
Araghchi skal ifølge Axios have accepteret aftalens hovedprincipper, men havde indledningsvis brug for godkendelse fra Irans øverste ledelse og Det Øverste Nationale Sikkerhedsråd. Amerikanske og regionale kilder oplyste efterfølgende, at den iranske godkendelsesproces var blevet afsluttet tirsdag.
Det betyder ikke nødvendigvis, at en endelig aftale er sikker. Parterne har tidligere været tæt på et resultat, hvorefter forhandlingerne brød sammen, og kampene blev genoptaget.
Atomprogrammet er fortsat den store uløste konflikt
Den mulige Hormuz-aftale løser ikke i sig selv konflikten om Irans atomprogram.
Washington ønsker fortsat, at en bredere fredsordning skal omfatte begrænsninger af Irans uranberigelse og andre garantier mod udvikling af atomvåben. Iran fastholder omvendt, at atomspørgsmålet først kan forhandles seriøst, når krigen er afsluttet, angrebene er standset, og der foreligger en troværdig fred.
Hormuz-ordningen kan derfor blive et teknisk og midlertidigt første skridt: Skibstrafikken genoptages, en våbenhvile genetableres, og de politisk vanskeligere atomforhandlinger udskydes til næste fase.
En mulig strategisk gevinst for Iran
ZeroHedge-artiklen fortolker den mulige aftale som en betydelig strategisk sejr for Iran. Det er en politisk vurdering snarere end en neutral beskrivelse, men den bygger på, at Iran kan få større kontrol med indgående skibstrafik end før krigen.
Hormuzstrædet er en af verdens vigtigste energikorridorer. Hvis Iran får en formel rolle i koordineringen af skibe og i udformningen af en permanent ordning, kan landet opnå:
- større geopolitisk indflydelse,
- et stærkere forhandlingskort over for USA og Golfstaterne,
- mulighed for fremtidige serviceindtægter,
- og større kontrol over en væsentlig del af den globale olie- og gastransport.
Axios bemærker ligeledes, at den fremvoksende aftale vil imødekomme nogle af Irans krav om større kontrol med trafikken gennem strædet.
New York Times advarer om den geopolitiske pris
Også The New York Times’ omtaler en mulig genåbning.
Ifølge gengivelsen vurderer avisen, at en aftale kan skabe ro på markederne og lette presset på den internationale energiforsyning. Men den kan samtidig komme med en høj geopolitisk pris, hvis den reelt anerkender Teherans kontrol over et farvand, der før krigen fungerede som en åben international sejlrute.
Amerikanske embedsmænd betegner ordningen som midlertidig. Iranske repræsentanter ser den derimod som en mulig bekræftelse af, at Iran både kan kontrollere og om nødvendigt forstyrre trafikken gennem strædet.
Markederne i lettelse, mens magtbalancen ændres
En genåbning af Hormuzstrædet vil sandsynligvis blive modtaget positivt af olie- og gasmarkederne. Mere sikker passage kan reducere fragtpriser, forsikringsomkostninger og risikoen for omfattende forstyrrelser af energiforsyningen.
Men den kortsigtede økonomiske lettelse kan blive ledsaget af en langsigtet strategisk ændring. Iran kan komme ud af konflikten med en mere anerkendt rolle i administrationen af strædet, mens USA får mulighed for at reducere sin militære involvering og undgå en yderligere eskalation.
Trump forsøger muligvis at trække USA ud af en stadig dybere militær sump.
Parterne synes at være tættere på en foreløbig Hormuz-aftale, men de er fortsat uenige om, hvad den betyder.
USA opfatter tilsyneladende ordningen som en midlertidig 60-dages løsning, der skal sikre fri sejlads, muliggøre minerydning og bane vej for nye atom- og fredsforhandlinger.
Iran ser i højere grad aftalen som en regional ordning mellem Teheran og Muscat, der anerkender de to kyststaters ret til at administrere skibstrafikken og potentielt udforme en permanent struktur.
Derfor kan en aftale godt blive offentliggjort, uden at de grundlæggende konflikter er løst. Spørgsmålene om afgifter, flådeblokade, permanent kontrol, atomprogram og sikkerhedsgarantier vil fortsat kunne få processen til at bryde sammen.
