Boganmeldelse: I første halvdel af 00’erne var erhvervsmedierne fyldt med ukritiske hurra-historier om bankernes fantastiske vækst. Fra cirka 2005 begyndte medierne at skrive om en boligboble. Men kun en håndfuld journalister havde færten af det, der skulle blive finanskrisens substans, før denne brød ud i lys lue i september 2008. Finn Østrup giver i den nye bog ”Krisen i Økonomi & Journalistik” fra journalisthøjskolens forlag Ajour en gennemgang af forløbet, og det er smertelig læsning for journalister, der (som denne anmelder) ikke hørte til bemeldte håndfuld.
Det er heller ikke nogen stor trøst, at Østrup ikke mener, vi som stand kan holdes ansvarlige for ikke at have råbt op noget før. Han begrunder amnestien med, at stærke autoriteter som Nationalbanken og Finanstilsynet til det sidste afviste at tale om alvorlige problemer, når journalisterne ringede. Østrups hensigt er nok mest at give disse institutioner et spark over skinnebenet. Men når vi som journalister, langt hen ad vejen på trods af modstand fra de sædvanlige kilder, kunne se boligboblen, burde vi også have gennemskuet den ekstremt sårbare position, bankerne havde sat sig i med høje indlånsunderskud og massiv eksponering mod ejendomsbranchen.
Færre imagehistorier
Den nye bog indeholder 17 indlæg primært fra økonomer om økonomi og journalistik. Et indlæg fra cand. public Catrine Kier og lektor Arjen van Dalen illustrerer miséren på en anden måde. De har undersøgt erhvervsavisernes forsider i to perioder, dels i 2007 og dels i 2010. I første udsnit var hele 71 % af historierne såkaldte imagehistorier – det vil typisk sige historier, hvor virksomheder uden modstand fra andre kilder fortæller om, hvor fantastisk det går dem. I 2010 var kun lidt mere end hver fjerde historie i den genre. Den gode nyhed er altså, at medierne har reageret ved at genoplive den kritiske sans.
Den dårlige nyhed er, at der tilsyneladende er et udestående problem med økonomer. Flere af forfatterne efterlyser, at journalister i højere grad stiller økonomerne kritiske spørgsmål. Og noget tyder på, at de har ret. De fleste økonomer kommer med forbeholdne udsagn og tager gerne en uformel snak om rimeligheden i de antagelser, de bygger deres konklusioner på. Men det falder sjældent os journalister ind at tjekke, om de undersøgelser eller data, økonomerne fører i marken, nu også er lødige. Men på et felt, hvor vi nemt kan tjekke postulaterne, fordi det handler om os selv, er det næsten rystende at se, hvor ofte postulaterne er forkerte.
Ukritisk journalistik
Jesper Rangvid har på Infomedia søgt, hvor mange gang de fire ord ”for meget finansiel regulering”, i den rækkefølge, er indgået i artikler, og det samme med ordene ”for lidt finansiel regulering”. Det giver ifølge Rangvid henholdsvis 774 og 1 hits, og på den baggrund konkluderer han, at journalisterne overvejende er negative over for finansiel regulering. Når Økonomisk Ugebrev gennemfører samme søgning på Infomedia, kommer der ikke nogen som helst hits på de to formuleringer, og det gør der for øvrigt heller ikke på Google. Mens hans søgning har måske i virkeligheden været bredere og mere kvalitativ. Christen Sørensen er stærkt kritisk over for Finansministeriet og Vismændenes ageren op til finanskrisen. Han er tydeligvis irriteret over, at hans synspunkt ikke får større vægt i medierne.
Men det hjælper så heller ikke på hans troværdighed, når han ”underbygger” sit synspunkt om, at journalister er for respektfulde over for Finansministeriet med to overskrifter: ”Finansministeriet er Gud” i Politiken den 1. juli 2012 og ”Ministeriets regnedrenge har altid ret” i Berlingske 8. oktober samme år. Sidstnævnte handler netop om et muligt opgør med Finansministeriets modelverden, og Sørensen kan umuligt have læst den, når han nævner den i den sammenhæng. Artiklen fra Politiken kan af ukendte årsager ikke søges på Google. Men mon ikke også rubrikken her indeholder en sarkasme?
Heller ikke Poul Thøis Madsen, docent i medieøkonomi ved Journalisthøjskolen, kan have været flittig med avislæsningen, når han mener, at deflation sjældent omtales, og da typisk som ”en gave til normaldanskeren”. Samme Thøis Madsen beskriver det som en dødssynd for journalister at glemme, at økonomi ikke er en objektiv videnskab – for så en side længere fremme at begå den selv: Han klandrer medierne for ikke at have givet danskerne et nemt forståeligt svar på, om det går godt eller skidt for dansk økonomi. Der er en del flere eksempler på fejl og barokke selvmodsigelser i bogen. Der er også gode indlæg – foruden de to i indledningen nævnte har Torben Andersen, Steen Bocian, Jens Lunde og såmænd også Jesper Rangvid pædagogiske fremstillinger af økonomiske problemstillinger.
Men allermest skal fremhæves indlægget fra RUCprofessoren Jesper Jensen. Økonomiske bobler bliver bygget op, når aktørerne følger flokken i stedet for at tænke selv, og Jensen udfordrer noget af den aktuelle vanetænkning. Blandt andet med spørgsmålet om vi overhovedet har nogen krise. Og dermed om der er grund til at tro på et ”opsving”. En krise må pr. definition være midlertidig, og en nøgtern analyse af tallene tyder mere på, at vi er i kronisk nulvækst.
KRISEN i økonomi og politik. Redaktion ved Roger Buch og Mette Verner. Udgivet på Ajour i december 2014. Vejl. pris 250 kroner.
