Hvad er det for en bank, som Anders Dam nu leverer videre til sin efterfølger? Chefredaktør Morten W. Langer går bag om de store, men ikke særligt synlige, forandringer i strategi, kultur og ekstern kommunikation, Anders Dam har gennemført de seneste år.
Ikke for at tage al æren fra Anders Dam. Men det synes som om, at de store forandringer i Jyske Bank for alvor tog fart, da Lars Mørch i august 2021 kom til den Silkeborg-baserede bank.
Med hans næsten tyveårige erfaring fra Danske Bank havde han uden tvivl en anden opfattelse af, hvordan en moderne større bank skulle agere med hensyn til ekstern kommunikation, strategisk ekspansion og fokus på ESG-relaterede emner.
Når det er sagt, er det klart, at æren for bankens modernisering de seneste år formelt skal lægges hos Anders Dam, der tilsyneladende har lyttet lidt til Lars Mørchs syn på, hvilken retning Jyske Bank skulle gå i.
Måske har det ikke været så synligt for udenforstående, hvad der er sket i banken de seneste to-tre år. Men det har været meget synligt i de årlige ratings, Økonomisk Ugebrev udarbejder af en stribe forskellige målepunkter omkring forretningen.
Højere ratings
Her har Anders Dam og Jyske Bank virkelig taget nogle kvantespring, som har rykket banken væk fra, groft sagt, at være lidt en jysk bonderøvs-bank, med en ekstrem grad af lukkethed i den eksterne kommunikation og en sløret regnskabsaflæggelse, hvor rapportering om ESG med klimafokus har været en by i Rusland. Det er der i den grad lavet om på – til det bedre.
Det mest synlige resultat på denne udvikling er udviklingen i karaktergivningen til Anders Dam i Økonomisk Ugebrevs årlige DirektørRating, hvor aktieanalytikere og porteføljeforvaltere bedømmer topcheferne i de 50 største børsnoterede selskaber. Denne rating giver normalt et meget præcist billede af, hvordan dagsformen er for de enkelte CEO’er.
I Økonomisk Ugebrevs seneste DirektørRating tog Anders Dam et gevaldigt hop op ad ranglisten, fra nummer 48 året før, altså tæt på bunden blandt de 50, til en placering som 35. Placeringen er absolut godkendt, ikke mindst fordi topcheferne Karen Frøsig i Sydbank og Lasse Nyby i SparNord fik stort set samme score.
Økonomisk Ugebrev har over årene skrevet flere artikler om, at Anders Dam risikerede at stå alene tilbage på perronen, fordi han ikke deltog i det store konsolideringsspil i den danske banksektor. Det blev der ændret på med overtagelsen af BRFkredit, men banken begyndte for alvor at udfolde en mere offensiv opkøbsstrategi med overtagelsen af Handelsbankens danske forretning og senere PFA Bank.
Om fremgangen skrev vi sidste år, at “fremgangen på ranglisten for Anders Dam skyldes i første omgang, at han har formået at få sin bank tilbage i C25-indekset, han har skaffet en kronprins i den tidligere Danske Bank-mand Lars Mørch, og så har analytikere og investorer markant øget tilliden til Anders Dam og Jyske Bank over det seneste trekvarte år”. Anders Dam er også blevet større tilhænger af shareholder value, bl.a. ved at indføre aktietilbagekøb. Han viste sin selvstændighed ved at indføre minusrenter på indlån før de store banker. Til gengæld blev han aldrig formand for Finansrådet/FinansDanmark.
Gevinst til aktionærer
Videre hed det: “Medvirkende årsager er også, at Jyske Banks ledelse har været mere aktiv på investor relations-fronten end tidligere. Bl.a. er det værd at bemærke, at bankens ledelse frem til nu i år har afholdt betydeligt flere investormøder end i samme periode tidligere år.”
I det hele taget har banken gennemført et kæmpestort kvalitetsløft, når der handler om at fortælle om sig selv og om at rapportere om, hvordan banken arbejder, og hvad den står for. Banken leverer ni ud af ti point i ØU’s årlige Klimarating, og der udarbejdes nu også en factbook med regnskabsdetaljer i forbinde med regnskaber. Banken halter dog stadig bagefter på tax governance, corporate governance, mangfoldighed i topledelsen og oplysning om aktivt ejerskab, bl.a. voting records.
Endelig er det værd at bemærke, at Jyske Bankaktien over de seneste år har holdt trit med de stærke konkurrenter Sydbank og Spar Nord. Men der er fortsat et stort efterslæb i værdiansættelsen, bl.a. fordi den store realkreditforretning trækker mindre op i nettorenteindtægterne end bankudlånene. Jyske Bank handles til 0,82 gange indre værdi, hvilket er ca. 40 pct. lavere end de store regionale konkurrenter.
Det bliver en af de vigtigste problemstillinger for Lars Mørch i jobbet som ny CEO.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.