Kreditkortdata indikerer, at det observerbare salg i Pandoras butikker i USA indtil videre i 3. kvartal er oppe med 9 % – en kraftig forbedring sammenlignet med 2. kvartal. Det står i kontrast til forventningerne i markedet, der ligger med en omsætningsvækst i de eksisterende butikker på 0,7 % i USA.
Noget tyder dog på, at den positive trend i juli er fortsat ind i august og september, om end i et lidt lavere tempo. Holder det stik kan der være lagt op til en positiv overraskelse på regnskabet, hvor Pandora har efterladt plads til en forværring i guidance sammenlignet med 2. kvartal. Det ser vi umiddelbart ikke tegn på – tvært imod.
Vi kan derfor ikke afvise, at Pandora endnu engang kan komme ud og opjustere forventningerne til året eller som minimum løfte den lave ende af intervallet. Meget afhænger dog af julesalget, hvorfor vi skal ind i december for at Pandora formentlig tør løfte den høje ende af intervallet.










