Vestas er faldet med over 10% siden starten af september og har dermed smidt næsten hele stigningen oven på 2. kvartalsregnskabet. Aktien er dermed ikke blevet belønnet for den stærke eksekvering i 2. kvartal, hvor turbineforrentningen leverede en imponerende indtjeningsevne. Vestas har dog lige som mange andre AI-relaterede aktier haft det svært siden AI-temaet rendte ind i modstand, men vi vil benytte kursfaldet til at købe op i aktien.
Vi havde dog håbet på noget afklaring omkring de kommende sektion 232-toldsatser i USA, der har fået kunderne til at holde igen med at afgive ordrer. Men lidt overraskende valgte Trump i stedet at udstede et dekret, der pålægger det amerikanske handelsministerium at forhandle aftaler på plads med relevante handelspartnere. Vi må derfor vente yderligere 180 dage på afklaring, hvorfor muligheden for et markant inflow af ordrer fra USA er rykket længere ud i fremtiden. Vestas har dog allerede sikret fuld kapacitetsudnyttelse for 2027 og et godt stykke ind i 2028 og har derfor tid at vente på ordrerne, men usikkerhed er aldrig godt.









