Kommentar: Aktionærerne i ISS er indirekte gået glip af fem mia. kroner i værdiskabelse, mens Jacob Aarup-Andersen har været CEO. Godt nok er ISS-aktien steget 37 pct. Men aktien har slet ikke kunnet følge kursudviklingen for konkurrenterne Compass og Sodexo. Når regnebrættet i dag skal gøres op, står der derfor et stort minus ud for Aarup, når man som aktionær skal vurdere hans indsats, skriver børskommentator Martin Bundgaard, investor, entreprenør og tidligere børsmægler.
Efter ISS’ Q2 regnskab forleden har investorerne smækket et kursfald på 16 pct. i hovedet på ISS’ topledelse. Det store kursfald skyldes et mix af skuffende resultater og ikke mindst en kommunikation af “rigets tilstand”, som nemt kan sammenlignes med et skønmaleri.
CEO Jacob Aarup-Andersen forsøgte i sit afskedsregnskab fra ISS, inden starten som CEO for Carlsberg, ellers at sælge en positiv historie i halvårsregnskabet med en formel opjustering af den organiske vækst.
Men selvom ISS i halvåret faktisk voksede mere end forventningerne, så viser investorernes dom, at de i stedet lagde mere negativ vægt på det, der ikke blev sat ord på. Nemlig at ISS reelt nedjusterede deres overskudsmargin. Ikke kun i år, men også i årene fremad.
Ved at dykke ned i tallene fremgår det, at det varslede frasalg af den franske division, som det ikke er lykkedes at gøre profitabel, alene forbedrer margin med 0,3 procentpoint. Derudover har ISS købt et spansk selskab, som allerede i år bidrager positivt til den samlede margin. Alligevel fastholder selskabet den tidligere udmeldte årsforventning – i stedet for at løfte den med indirekte forbedring, som Frankrig og Spanien nu bidrager med.
På selve regnskabsdagen gennemskuede investorerne straks fra morgenstunden, at ISS reelt fremlagde et skuffende dårligt regnskab. Aktien blev sendt markant ned. Hvor CEO Jacob Aarup-Andersen tidligere har haft stor succes med at præsentere regnskaber over for aktieanalytikerne, virkede hans private intervention med at købe 10000 aktier i løbet af formiddagen, for straks at meddele det til Nasdaq, nærmest som en rød klud på de vrede investorer.
De fortsatte blot deres udsalg af ISS-aktier. Aarup ejede i forvejen 200.000 aktier, altså for 26 mio. kroner, og derfor trak investorerne blot på skulderen og smilebåndet overfor Aarups nok sidste køb af ISS-aktier.
De betragtede nok mere handlen som et desperat forsøg på at få vendt den negative stemning mod aktien. Og bemærk, at Aarup jo blot kan sælge alle sine private ISS-aktier den 1. september uden at informere investorerne i ISS, da han herefter ikke længere er insider.
Første halvårs skuffende resultater kan ISS naturligvis ikke ændre ved. Men spørgsmålet er, om kursfaldet havde været lige så voldsomt, hvis ledelsen havde kommunikeret de negative omstændigheder ærligt og klart ud som hovedbudskabet i halvårsrapporten – i stedet for at gemme det væk eller feje det ind under gulvtæppet. Bundlinjen må være, at hele ISS-ledelsen er dumpet med et brag. Hvis vi starter helt fra toppen hos bestyrelsesformand, tidligere DFDS-CEO Niels Smedegaard, som på alle måder har ageret i slow motion, siden Jacob Aarup sagde op i foråret: En bestyrelsesformands vigtigste opgave er som en fodboldtræner hele tiden at stille med det bedste hold og derfor have en successionsplan klar, hvis nøglespillerne bliver skadet eller skifter klub/virksomhed. Det havde bestyrelsesformand Henrik Poulsen for Carlsberg, som straks var klar til at nappe Jacob Aarup som ny Carlsberg CEO, da Cees ’t Hart sagde op eller blev sagt op.
At det er kommet så meget bag på Niels Smedegaard, at Jacob Aarup reelt nok har brugt ISS som et springbræt til at komme videre, tæller bestemt ikke på plussiden, når man på afstand skal vurdere hans arbejde med at sikre ISS og selskabets aktionærer den bedst mulige ledelse hele tiden. Da Smedegaard som sagt ikke havde en afløser klar i tankerne efter Aarups opsigelsesmelding, blev han i stedet nødt til at starte en intern og ekstern proces, hvor det tog mange måneder, før pilen til sidst pegede på CFO Kasper Fangel som ny førstemand ved roret.
Slow motion dansen om, hvem der skulle udpeges som ny CEO, har uden tvivl skabt en masse usikkerhed i koncernen. Sådan plejer det at være i store organisationer. Nøglemedarbejdere bruger kræfter på internt at positionere sig selv i stedet for at koncentrere sig om deres job og skabe performance til ISS. Ikke bestået, Smedegaard.
Og nu gentager historien sig: ISS har oplyst, at bestyrelsen nu igen vil gentage miseren ved at starte en ny rekrutteringsproces for at finde en ny CFO. Skal den mindre erfarne Kasper Fangel nu både agere CEO og CFO i en længere overgangsperiode?
Smedegaard burde nok heller ikke have tilladt Jacob Aarup at være medforfatter til sin sidste regnskabsaflæggelse. Jacob Aarup stopper officielt i ISS 1 september. Spørgsmålet er, om det ikke havde været smartere at lade Jacob Aarup få den sidste måned ISS på “græs”, så han ikke havde haft indflydelse på den fremtidige fortælling om ISS? Historien viser det med al tydelighed.
Og investorerne har bestemt heller ikke været tilfredse med den fortælling, som Jacob Aarup forsøgte at tegne af ISS’ resultater på vej ud ad døren.
Man kan måske ikke fortænke Jacob Aarup i, at han har forsøgt at tegne et billede af en positiv udvikling i ISS i sit sidste regnskab som CEO. Det er nok menneskeligt, men også uprofessionelt. Men det er endnu mere problematisk, at Smedegaard lader det passere.
Perspektivet i den sminkede fortælling rækker desværre længere frem for ISS: I de næste mange kvartaler vil investorerne sikkert tvivle på, om de informationer, de modtager fra Kasper Fangel som CEO, er de mest relevante, når man skal bedømme værdien af ISS. Da usikkerhed er lig med kursfald på aktiemarkedet, kan man nemt regne Smedegaards bommert ud til flere milliarder kroner.
Tidligere CFO Kasper Fangel kommer også til at bære sine egne udtalelser om, at ISS er på rette vej, og at han er mere optimistisk nu end tidligere. Som CFO er han manden bag tallene, og han har på investormøder forsikret analytikerne om, at han fortsat var meget, meget positiv. Desværre har mange uerfarne aktieanalytikere blot lagt sig op ad ledelsens udmeldinger. Derfor er der kommet flere positive analyserapporter på gaden, som netop lægger vægt på Fangels udtalelse om, at han er very “confident”. Ja, faktisk ser Aarup/Fangel så positivt på fremtiden, at de 12 gange på investorkaldet efter halvårsregnskabet anvender ordet “confident”, når de skal beskrive fremtiden for ISS. Men den holdning deler de ikke med alle investorerne. Man kan derfor frygte, at der venter Kasper Fangel en ørkenvandring med at få genoprettet tilliden til ISS. Altså tilliden til, at man kan tjene seriøse penge på at gøre rent, og ikke mindst tillid til, at man kan stole på de informationer og den fortælling, som selskabet formidler.
Derfor kan det også blive en udfordring for ISS at finde en kvalificeret CFO, som vil overtage Aarups, Fangels og Smedegaards fortælling om, at ISS er på rette vej.
Sjældent er et regnskab, der stort set kun indeholder rosende ord, blevet straffet så hårdt. Har eksterne kandidater lyst til at træde ind i den fortælling? Det er tvivlsomt. Mit gæt er, at om et par måneder vil ISS præsentere en intern kandidat til CFO-posten. Hvad kan Kasper Fangel så gøre? Mit råd vil være hurtigst muligt at få talt forventningerne helt ned under gulvtæppet og hurtigst muligt erkende den misvisende fortælling, og derfra forsøge at skabe en ny start for ISS og for ham selv som CEO.
Og hvad er rationalet af denne historie så? Som ledelse for et stort børsnoteret selskab skal man altid fortælle sandheden. Lad være med at komme med et skønmaleri. Det kan simpelthen ikke betale sig. En ærlig velforklaret nedjustering koster lige nu. Men et tillidsbrud koster på den lange bane.
Jacob Aaarup-Andersen har snart sidste arbejdsdag i ISS. Han vil nok blive husket som en aggressiv CEO, der satte fut i ISS med en ny offensiv strategi. Men han vil også blive huske som en CEO, der aldrig nåede at levere tilfredsstillende resultater. Det er i hvert fald aktiemarkedets dom over hans samlede performance. Den noget brogede historie bærer han ganske givet med sig til Carlsberg, hvor aktieanalytikere og investorer i en rum tid måske vil være skeptiske omkring hans udmeldinger.
I foråret skrev jeg en kommentar, hvor jeg påpegede, at hans nye job i Carlsberg var Aarups sidste chance, hvis han skal huskes som en stor dansk erhvervsleder. Dengang havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at han kommer så vingeskudt ud af ISS, som det er tilfældet.
Nu er der ikke råd til flere fejltrin i Jacob Aarups karriere. Og han er nødt til at udstyre sig selv med mere tålmodighed, når han agerer. Men jeg tror dog også, at det er for tidligt at afskrive Jacob Aarup, som stadig kan nå at blive en af de store danske erhvervsikoner.
Martin Bundgaard
