DANISH VENUE ENTERPRISE A/S, som driver Royal Arena fik sidste år et overskud før skat på 31 mio. kr. mod 24 mio. kr. året før, viser årsregnskabet for 2018.
Ledelsen skriver i regnskabet: “Selskabet blev stiftet den 13. december 2011 og har til formål at være driftsoperatør af venues. Danish Venue Enterprise A/S er fra den 1. december 2016 driftsoperatør for den ny multiarena i København: Royal Arena. Selskabet har i den forbindelse indgået en langvarig lejeaftale med Arena CPHX P/S om leje af Royal Arena i København.”
Videre oplyses det, at “selskabets resultatopgørelse for 2018 udviser et overskud på kr. 23.821.256, og selskabets balance pr. 31. december 2018 udviser en egenkapital på kr. 46.777.316. Resultatet anses for meget tilfredsstillende. Selskabet havde en høj aktivitet bl.a. som følge af afholdelsen af VM i Ishockey, hvor en stor del af kampene, herunder finalen, blev afholdt i Royal Arena. Selskabet tilkendegav i årsrapporten for 2017, at der var en usikkerhed på 5,8 mio. kr. omkring en eventuel afregning af resultatafhængig leje. Forholdet blev afklaret i 2018 med det resultat, at selskabet som anført i årsrapporten for 2017 skulle afregne 0 kr. I resultatafhængig leje. Selskabet forventer i 2019 en aktivitet og et resultat på lidt lavere niveau end i 2018.”
Den ultimative ejer af driftsselskabet er svenske Live Nation ab, som også driver musikfestilaver og koncerter i Danmark. Det danske moderselskabet omsatte sidste år for 411 mio kr. og fik et overskud før skat på 13 mio. kr.