Mens staten stadig via retssager forsøger at hive nogle af de mere end 12,7 mia. kr. hjem, som der i en årrække blev svindlet med i udbytteskat, fortæller en bog den samlede historie om, hvordan det hele kunne gå så galt. Med omfattende dokumentation beskylder forfatteren de danske banker og FinansDanmark for både at have modarbejdet og saboteret Skats gentagne forsøg på at øge kontrollen, så svindel kunne opdages.
Udbytteskat kan være kompliceret stof. Men svindel med udbytteskat kan være så enkelt, at det nærmest er ubegribeligt.
Det illustrerer bogen ”Af hensyn til erhvervslivet” af journalist Jesper Tynell allerede i de første kapitler, der starter historien i 2006. Her anmoder Danske Bank Skat om på vegne af sine kunder at refundere 574 mio. kr. til et fransk selskab, BT Opera Trading, der angiveligt havde en stor aktiepost i det tidligere TDC, og hvor der var indbetalt udbytteskat. En skat, som det franske firma havde krav på at få udbetalt, da Frankrig og Danmark har en aftale om, at franske selskaber ikke skal betale dansk udbytteskat.
Mistanke hos Skat
Alarmklokkerne ringede hos Skat, ikke mindst fordi over 90 pct. af aktierne i TDC på det tidspunkt befandt sig hos en kapitalfond og et pensionsselskab. Var kravet fra det franske selskab korrekt, måtte selskabet dermed eje over halvdelen af de resterende frie aktier.
Men det har Skat ingen mulighed for at kontrollere. Skat aner ikke, om selskabet overhovedet ejer de mange aktier, eller om de bare har lånt aktierne. Eller om andre også kræver udbytteskat retur for de samme aktier. Som en form for dokumentation modtager Skat en erklæring fra Deutsche Bank om, at den er god nok. Men som en af bogens hovedpersoner fra Skat siger: ”De svor. De skrev jo bare, at det var rigtigt, at det var de (altså ejere, red.)”.
Mere kunne Skat ikke gøre. Eksemplet afslører dermed også den afmagt, mange medarbejdere i Skat følte dengang og siden, for deres gentagne forsøg på at advare om svindel og få bedre kontrolmuligheder havde ingen lydhørhed før 2015, hvor det hele eksploderede, og Danmark måtte indse, at vi var blevet svindlet for mindst 12,7 mia. kr.
I en dansk kontekst går det hele, ifølge bogen, tilbage til dengang, det danske aktiemarked gik fra fysiske aktier på papir til digitale aktier. Dengang var det magtpåliggende, at aktionærer kunne forblive anonyme. Det blev kaldt Lex A.P. Møller, fordi det store rederi således fortsat kunne skjule sin store aktiepost i Danske Bank. Den officielle begrundelse var dog, at udenlandske investorer ville gå udenom Danmark, hvis deres navne blev kendt. Og således blev det.
I Danmark overtog bankerne mere og mere opgaven med at modarbejde Skats ønske om mere kontrol med udbyttebetalingen, først i skikkelse af Finansrådet og senere FinansDanmark.
Allerede i 2009 skriver Finansrådet til hele Folketinget, at det ”vil være forbundet med betydelige omkostninger og en ikke uvæsentlig fejlrisiko”, hvis bankerne skal hjælpe med at oplyse, hvem der tjener på at få udbytte af aktier.
Bankernes modstand sker ifølge bogens dokumentation på alle planer, lige fra møder med Skats medarbejdere til møder med embedsmænd i ministeriet og politikere og ministre. Og det sker ikke mindst ved deltagelse i udarbejdelse al lovforslag og bekendtgørelser.
Det enorme pres synes at kulminere i 2018, hvor FinansDanmark er vært og sponsor for et møde mellem 12 store udenlandske banker og Skatteministeriets embedsmænd.
I efterfølgende breve advarer de 12 banker kraftigt embedsmændene mod at stramme kontrollen, da deres kunder ellers vil gå i en stor bue udenom Danmark.
Danmarks dyreste undersøgelseskommission skal klarlægge mange af de samme spørgsmål, som bogen beskæftiger sig med. De foreløbige afhøringer tyder på, at problemets alvor og omfang aldrig i fuldt omfang blev forelagt politikerne eller de skiftende ministre, før det var alt for sent. Dermed har bankernes store lobbyindsats vist sig effektiv i mange år.
Som bogen konkluderer: ”Hvis man reducerer udbyttesagen til primært at handle om den britiske finansmand Sanjay Shah og nogle få brodne kar, overser man, hvor udbredt, normalt og socialt accepteret det i store dele af finansverdenen har været at tjene penge på at få udbetalt refusion af udbytteskat flere gange for den samme aktie”.
Henrik Denta
