EU har langt bedre end USA og Kina indført regler for at styre den digitale udvikling, herunder omkring AI, fremgår det af bogen ”Digital Empires” skrevet af professor Anu Bradford fra Columbia Law School. Hun beskriver, hvordan en håndfuld globale digitale selskaber har fået enorm magt, og hvordan verden står i en magtkamp mellem USA og Kina om det digitale verdensherredømme. Journalist Hugo Gaarden anmelder bogen.
Bogen er afgørende for alle beslutningstagere, der vil forstå den digitale økonomi og de store digitale virksomheders tiltagende magt, skriver en af de mest magtfulde embedsmænd i EU, Pascal Lamy, i en anmeldelse. Han var en af hovedkræfterne i udviklingen af EU’s indre marked og den økonomiske union.
De fem største big-tech selskaber, Amazon, Apple, Google, Meta (Facebook) og Microsoft, havde i 2021 en markedsværdi på 7.500 mia. USD og samlet set en større værdi end de 2000 selskaber på Tokyos børs. Alene Amazon havde en større værdi end de tyske DAX-selskaber.
Amerikanske big-tech-virksomheder har via deres digitale tilstedeværelse og enorme kapitalkræfter fået en stor magt overfor hele nationer. Ikke mindst via de sociale medier og brugen af kundernes data, og med kunstig intelligens kan det føre til betydelig misinformation.
Derfor er det også afgørende, hvordan reguleringen af big-tech-selskaberne håndteres. Bradford betragter EU’s indsats med reguleringer som et forbillede for hele verden. Men det er slet ikke tilstrækkeligt til at håndtere de nye udfordringer, skriver hun også.
De amerikanske selskaber får hjælp af en amerikansk markedsorienteret model, som ikke lægger mange begrænsninger på selskaberne, og som sikrer rig adgang til kapital i et innovativt og risikobetonet miljø.
De kinesiske selskaber er underlagt en statsstyret model, som også giver masser af kapital til digitale selskaber, der kan udvikle sig ekstremt hurtigt, men som også tør foretage indgreb, f.eks. ved krav til tech-selskaberne om at bidrage til en bedre fordelingsøkonomi end i USA.
Overfor de to modeller står EU, hvor hensynet til borgerne, samfundet og de enkelte virksomheder vejer tungere. Det er et mere retsbaseret reguleringssystem, nu også med regler for et digitalt indre marked.
EU har med danske Margrethe Vestager stået i spidsen for en langt barskere regulering end i USA med hårde bøder. Bradford tror, at USA bliver nødt til at knytte sig til EU’s reguleringssystem, hvis USA vil bremse den enorme kinesiske vækst. Men Bradford peger også på svagheden i Europa, der ikke har udviklet gigantiske virksomheder som i USA. Digitaliseringen gør det afgørende, at virksomhederne kan trække på et gigantisk datagrundlag og helst i samme sprogzone.
Europa mangler også et stærkt kapitalmarked. Det er der historiske, kulturelle og geografiske grunde til, men også modviljen mod at skabe tværeuropæiske giganter. På dette område har selvsamme Vestager været med til at hæmme den europæiske udvikling, f.eks. ved at gå imod en fusion mellem de tyske og franske togproducenter Siemens/Alstom. Europa er nødt til at få ægte europæiske virksomheder uden nationalistiske og protektionistiske begrænsninger, mener forfatteren, der også kritiserer bremserne fra det tunge bureaukratiske og politiske EU-system.
EU har ikke lært at spille et globalt spil overfor USA og Kina. Og det kan blive dyrt for Europa, da udviklingen med AI bliver forrygende, og det digitale marked er globalt og ikke regionalt. Der kan opstå en kamp mellem et demokratisk og et bureaukratisk marked med forskellige reguleringer.
Bradford påpeger, at landene i det globale Syden vil knytte sig til den kinesiske model, fordi de ser, at digitaliseringen og økonomien også kan udvikle sig hurtigt i et autoritært system. Hun indikerer, at amerikanske sanktioner mod kinesiske selskaber som Huawei kan give bagslag, fordi resten af verden ikke vil lade sig styre af ren magtpolitik. Hun mener, det er vigtigt, at der udvikles en global, interconnected økonomi i et multilateralt system.
Det afgørende bliver, om demokratiske regeringer kan kontrollere selskaberne, eller om slaget overlades til autokratiske regeringer som den kinesiske.
Bogen er en moppedreng på 599 sider, hvoraf indledning og konklusioner fylder tilsammen 200 sider. Læserne kan sagtens nøjes med dét. Bogen er fyldt af ordflom og illustrerer ironisk nok et digitalt problem for Europa: Hvis eksperter og politikere ikke lærer hurtigt at få indsigt og drage konklusioner, bliver Europa løbet over ende af USA og Kina.
Hugo Gaarden
Digital Empires, Anu Bradford, Oxford, 599 sider, 50,54 USD.