Innovationsdrevet vækst. Det er kernen i Nobelprismodtageren Joel Mokyrs teori om vækstskabelse. Men når det kobles sammen med to andre med-Nobelpristagere fra 2025, Philippe Aghion og Peter Howitt, bliver teorien endnu mere spændende, for så er Joseph Schumpeters ”den skabende ødelæggelse” også inddraget. Joel Mokyrs teori er af Yvonne F. Williams samlet i en af verdens mindste vækstbøger, ”The Architect of Progress”, skriver journalist Hugo Gaarden i denne anmeldelse.
Mokyr fik halvdelen af Nobel-prisen på 11 mill. svenske kroner, mens Aghion og Howitt måtte deles om den anden halvdel. Men de fik den alle for deres bidrag til at beskrive, hvordan der skabes vækst i samfundet. Et fænomen, der faktisk kun har været en realitet de seneste 200 år. Tidligere var der næsten ingen vækst.
Mokyr mener, at det er innovation, menneskelig kreativitet og nyskabelse, der har skabt den europæiske vækst fra 1750 til 1914. Det er ikke teknologisk nyskabelse, der har skabt væksten, men kulturelle fænomener og åbenhed om at udvikle viden til hele samfundet.
Det skyldes nogle fundamentale forhold i Europa: Der var i de 200 år med vækst kulturelle værdier, institutioner og villighed til at tolerere de forstyrrelser og ødelæggelser, der kommer af nye ideer, der bryder med det velkendte.
Det er ikke ophobningen af kapital, der skaber velstand, men konstant læring, eksperimenter og videnformidling. Den industrielle revolution begyndte i Storbritannien. Men hvorfor dér? Fordi oplysningstiden, som skabte et moralsk og intellektuelt klima, stimulerede til eksperimenter og påskønnede praktisk viden og nye produkter.
Men det mest afgørende var, at der udvikledes en kultur i Storbritannien, så parlamentet og myndighederne ikke tog hensyn til taberne i den begyndende industrielle forandring.
I de foregående 2-300 år var der i Tyskland modstand i befolkningen, erhvervslivet og i f.eks. byråd mod vævemaskiner, der gjorde vævere arbejdsløse, og som ødelagde en stribe små hjemmevirksomheder. Tyskland stod industrielt i stampe i et par århundreder, før tyskerne senere overhalede briterne på andre områder, f.eks. biler.
Mokyr, israelsk-amerikaner bosiddende i USA, pointerer også, at det er afgørende at kombinere videnskaben og den praktiske implementering af den teoretiske viden for at kunne skabe vækst.
Kultur og holdning til forandring
Det er langt fra nok at skabe innovation, ny viden og nye produkter. Det må bredes ud som produkter og handlinger, der kan sætte gang i hjulene. Det er derfor, han mener, at industrialiseringen ikke kun kan ses som et økonomisk fænomen. Det er kulturen og holdningen til forandringer, der spiller ind. Der skal være et klima, der skaber begejstring for forandringer og nye ideer og produkter. Frygten for nye produkter og teknologier – maskinstormere – må ikke tage overhånd.
Men det er lige så klart, at vækst og innovation ikke kan skabes per dekret. Det er ikke nok at bygge flere Storebæltsbroer eller flere huse for at skabe vækst. Der må være plads til, at virksomheder kan eksperimentere med følgerne af nye idéer og produkter. Væksten kommer fra de immaterielle værdier og ikke fra de materielle.
Det er de tre Nobelprismodtagere enige om, men den canadiske Howitt og den franske Aghion er nok en smule mere teoretiske, men også ”barske” i deres analyser. De har lavet en model, der viser, at det er idéer, der skaber vækst, og de går helt ind for Schumpeters teori om ”skabelsens ødelæggelser”. Der kommer ikke fremskridt uden tabere og dermed ødelæggelser. Punktum.
Men omvendt er Aghion tilhænger af, at der skal skabes politiske rammer, som tager sig af taberne – ”gamle industrier” – i tide for at undgå negative sociale virkninger. De er alle enige om, at monopoler er vigtige i en periode for at gøre det muligt for nye teknologier at bryde igennem, men monopoler må ikke bevares, for det skaber stagnation.
De tre økonomer er praktiske og historisk orienteret, og det er en ny tendens blandt de seneste års Nobelprismodtagere. De er ikke matematiske nørder. Det er et kæmpe fremskridt, men har de så ret? Det er slående, at der er brug for stærke politikere, der kan rette op på følgerne af ødelæggelser i tide, f.eks. globaliseringen.
Mokyr er en anerkendt økonomisk skribent, men den kortfattede bog på 85 sider, som Yvonne F. Williams har skrevet, er bemærkelsesværdig let læselig.
Hugo Gaarden
