Med valget af Trump kan der være lagt op til handelskrig mellem USA og EU. Men det er ikke en hensigtsmæssig vej frem, er budskabet i bogen ”The Trade Weapon”, skrevet af en ekspert i international handel, Ken Heydon. Han bringer en række analyser, der viser, at handelskrige med f.eks. told og sanktioner har en negativ virkning på økonomien. Men det vigtigste er, at han argumenter for, at globalisering og økonomisk samkvem skal genskabes som kernen i en sund udvikling – økonomisk og samfundsmæssigt, skriver Hugo Gaarden i denne anmeldelse.
Forfatteren, en tidligere australsk embedsmand ved OECD og underviser på London School of Economics, skriver direkte, at de seneste årtiers handelskrige er skadelige. De gør verden fattigere.
Ken Heydon kommer med alternativer. Men det vigtigste er, at erhvervsledere, eksperter og politikere må ændre deres nuværende holdning til økonomisk samkvem: Den udvikling skal stimuleres.
Det paradoksale er, at i efterkrigstiden er told på importvarer gradvist blevet reduceret fra godt 40 pct. for industrivarer i hele verden til under 5 pct. Det var i de år, hvor stort set alle så positivt på samhandel og investeringer. Globaliseringen havde gyldne år, især i de seneste årtier som følge af Kinas vækst og udflytning af produktion til Kina.
Det førte så til nedlæggelse af arbejdspladser særligt i USA, hvad det førte til modreaktioner. Og nu vil Donald Trump lægge en afgift på 100 pct. på import af kinesiske biler og en afgift på måske 20 pct. på import fra hele verden.
En undersøgelse af handelspolitikken i 151 lande over en 50 års periode viser, at stigende told førte til et markant fald i den hjemlige produktion og produktivitet med stigende ledighed og voksende ulighed. Donald Trump ville bekæmpe det amerikanske handelsunderskud med stigende toldsatser, men i hans præsidentperiode steg underskuddet fra 481 til 679 mia. dollar.
Ken Heydon gør meget ud af de mere politiske mål for handelskrige, som f.eks. sanktionerne mod Rusland omkring Ukraine og Kina i forbindelse med Taiwan. Han konstaterer, at virkningen er stærkt begrænset, især når de tager sigte på at påvirke de indre forhold i autoritære stater som f.eks. Kinas undertrykkelse af uighurerne.
Kunne have afværget krigen i Ukraine
Handel kan ikke bruges som et effektivt politisk våben. Vil lande alligevel påvirke andre lande, er der andre veje at gå: Diplomatiet skal bruges langt mere aktivt. Det er vigtigt at forebygge konflikter og skabe incitamenter for modparten. Det drejer sig om at overbevise denne om, at handelskrig og restriktioner ikke har den ønskede virkning.
Han har et interessant eksempel fra lærebøger fra 1800-tallet, nemlig fra økonomen David Ricardo, der sagde, at det er vigtigt at hæfte sig ved de komparative fordele og ulemper i samhandelen. I dag er sammenligningen tydelig omkring Kinas elbiler og solpaneler. Vil EU have en hurtig grøn omstilling, sker det billigst ved massiv import af begge dele, fordi europæiske producenter ikke kan hamle op med kineserne. Men uanset, om Kinas bruger ulovlig statsstøtte eller ej, vil EU bruge told for at begrænse den kinesiske import. Det skyldes i høj grad politisk og folkelig modvilje mod de kinesiske produkter og det kinesiske styre.
Men, skriver Ken Heydon, det er til tider umuligt at overbevise politikere og vælgere om, at det ikke er samhandlen i sig selv, der er årsag til de negative virkninger. Han nævner, at Vesten måske kunne have afværget krigen i Ukraine ved ikke blot at indføre sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim i 2014, men ved i stedet at have overtalt Ukraine til at forblive neutral og lave en handelsbro mellem EU og den russiske økonomiske union i Asien.
Alternative løsninger er f.eks. at reducere sin afhængighed af kun én energikilde og at styrke de internationale organisationer for at løse handelsstridigheder, f.eks. gennem WTO. Somme tider skal man ikke kæde konkrete ting ind i handelspolitikken, såsom klima og miljø, men løse disse problemer separat.
Vigtigst af alt: Når den negative side af globaliseringen ses, f.eks. med lukning af hele erhverv, skal regeringer gribe ind øjeblikkeligt, primært for at skabe alternative jobs og uddannelser. Ellers kommer borgernes krav om told og sanktioner, som går ud over de samme mennesker, der bliver ramt af globaliseringens negative sider.
The Trade Weapon, Ken Heydon, 204 sider, Polity, 22,90 dollars.
Hugo Gaarden